Eriksen forventer United-exit til sommer
Christian Eriksen afviser at rykke til USA eller Danmark, når kontrakten i Manchester United udløber 30. juni.
Den danske fodboldstjerne Christian Eriksen regner med, at han snart skal på klubjagt.Hans treårige kontrakt med Manchester United udløber efter sæsonen, og han ser ingen tegn på, at en forlængelse er undervejs. Derfor skal han bruge de kommende måneder på at finde ud af, hvad karrierens næste skridt skal være.
Det siger han tirsdag i den danske landsholdslejr i Helsingør, hvor han er med i forberedelserne frem mod Nations League-kvartfinalerne mod Portugal torsdag og søndag.
- Jeg har ikke fået noget at vide fra klubben, og derfor går jeg ud fra, at samarbejdet stopper. Sådan fortolker jeg det.
- Min kontrakt udløber til sommer, og jeg er forberedt på at skulle finde noget nyt. Det har jeg det fint med. Hvor det så lige bliver, har jeg ikke besluttet endnu.
- Jeg har ikke prøvet at være kontraktfri bortset fra efter hjertestoppet, men det var lidt en anden situation. Jeg afventer og ser, hvilke tilbud der kommer. Jeg skal ikke drage nogen forhastede beslutninger, men hvis det rigtige kommer, så tager jeg det. Men jeg ved ikke, hvad det rigtige er, siger Christian Eriksen.
Han kan dog allerede nu udelukke to destinationer, USA og Danmark, mens han også tvivler på en fremtid i England.
- Intentionen er ikke at blive i England.
- Jeg skal ikke til USA, så langt rejser vi ikke. Vi vil gerne blive i Europa, men det er for tidligt at tage hjem til Danmark, siger Christian Eriksen.
Fynboens store mål er at være en del af Danmarks trup ved VM i Nordamerika i sommeren 2026. Det harmonerer umiddelbart ikke med at skifte fra Manchester United til en dansk klub.
- Jeg føler, at jeg har nogle gode år i udlandet tilbage. Når man tager tilbage til Danmark, føler jeg, at det handler rigtig meget om det familiemæssige og om at afslutte karrieren, og det er fair nok, men der er jeg ikke endnu.
- Min ambition er stadig at spille på landsholdet, og derfor føler jeg ikke, at det er tid til at tage hjem.
- Den overvejelse har intet med opmærksomheden på mig at gøre, det handler om, hvor min fodboldkarriere er. Jeg har boet længere i udlandet end i Danmark, så at flytte til Danmark vil næsten være som at flytte til et nyt land, siger Christian Eriksen.
Tidligere i karrieren har han spillet voksenfodbold i Ajax, Tottenham, Inter og Brentford.
/ritzau/