Teenager er på charmeoffensiv efter Riemers uventede opkald

17. MAR 2025 • 20:00SPORT

19-årige Conrad Harder vil vise sig frem på landsholdet, men er usikker på mulighed for debut mod Portugal.

De fleste har nok prøvet at lade telefonen ringe ud, når et ukendt nummer ringer. Det priser den 19-årige danske fodboldspiller Conrad Harder sig lykkelig for, at han ikke gjorde i sidste uge.

- Jeg sad hjemme i sofaen, da telefonen ringede. Det er ikke så tit, at et dansk nummer ringer til mig, som jeg ikke har kodet ind i forvejen, men da jeg tog den og hørte, at det var Brian Riemer, gik det hele lidt i stå.

- Det havde jeg virkelig ikke regnet med, men jeg er virkelig glad og stolt. Det at komme med på A-landsholdet tager man ikke for givet. Det er kæmpestort, siger Conrad Harder mandag i landsholdslejren.

Harder har været mere eller mindre fast mand i Sporting siden skiftet fra FC Nordsjælland i sommer.

Den første tid i Portugal har budt på 37 optrædener i alle turneringer for Lissabon-klubben, hvor Harder har scoret ti mål og lagt op til yderligere fem. Formen i Portugal har nu også kastet den første udtagelse til A-landsholdet af sig.

Siden skiftet til portugisisk fodbold har Harder spillet sammen med landsholdskollegaen Morten Hjulmand, der til daglig er anfører i Sporting. Det har gjort integrationen nem.

- Morten har været virkelig god til at få mig til at føle mig hjemme på holdet, og det har hjulpet mig med at falde hurtigt til.

- Jeg synes, jeg er landet virkelig godt i det. Nogle gange spiller jeg, andre gange spiller jeg ikke, men jeg synes, jeg har grebet chancen, når jeg har fået den, siger teenageren.

Morten Hjulmand har også været imponeret over, hvor smertefrit Harder er faldet til i Portugal efter skiftet til Sporting.

- Hans tilvænning til klubben er gået virkelig hurtigt. Jeg kendte ikke til Conrad fra FC Nordsjælland, men han er rigtig hurtigt faldet til og gør det virkelig godt, siger Morten Hjulmand.

- Conrad kan meget af det, man ønsker sig i en angriber. Han truer altid dybt og giver hele tiden forsvarsspillerne noget at forholde sig til. Det er virkelig fedt som midtbanespiller at vide, at der altid er en at slå bolden dybt til, siger han.

Ud over Conrad Harder har Brian Riemer har udtaget flere potentielle debutanter til landsholdstruppen.

En af dem er den 22-årige angriber Mika Biereth, der har lavet 11 mål i ni kampe for Monaco i Ligue 1, siden skiftet fra Sturm Graz i januars transfervindue.

Rasmus Højlund er også udtaget, og det med fornyet selvtillid efter at han endelig fik sat en stopper for sin måltørke for Manchester United i søndagens kamp mod Leicester.

Konkurrencen om de forreste pladser på landsholdet kommer alt andet lige til at være skarp for unge Harder inden møderne med Portugal torsdag og søndag.

- Jeg tænker ikke så meget over at komme ind på landsholdet og tage pladsen, så at sige. Selvfølgelig vil jeg gerne spille, men jeg kommer ind for at vise, hvad jeg kan, og så er det op til Brian at sætte holdet.

- Det er første gang, jeg er med. Jeg er en af de nye, så mit fokus er bare at komme ind og vise, hvad jeg kan, og så tager jeg alt med, jeg kan få, siger Conrad Harder.

Landstræner Brian Riemer har rystet posen godt til udtagelsen af landsholdstruppen, der i alt byder på mulige debuter til seks forskellige spillere.

Ud over Conrad Harder og Mika Biereth kan også Victor Froholdt, Lucas Høgsberg, Filip Jörgensen og Mads Hermansen få debut, når Danmark på torsdag møder Portugal i Parken i den første af to Nations League-kvartfinaler.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT