Suveræne Verstappen kan søndag genvinde VM-titel

2. OKT 2022 • 12:45SPORT

Max Verstappen fører den samlede stilling så suverænt, at han kan vinde VM i sæsonens sjettesidste grandprix.

Red Bull-køreren Max Verstappen har i denne sæson været så suveræn, at han allerede kan genvinde VM-titlen søndag, når sæsonens sjettesidste grandprix køres i Singapore.

Verstappen kan blive verdensmester med en løbssejr, hvis Ferraris Charles Leclerc højst bliver nummer ni, og holdkammeraten Sergio Perez højst ender på en fjerdeplads. Det kræver dog samtidig, at Verstappen sætter hurtigste omgangstid.

Formel 1-ekspert på Viaplay John Nielsen mener, at Verstappen lige nu kan gå på vandet.

- Det talent han hele tiden har haft, har han været i stand til at udvikle. Jeg ved ikke en gang, om han har toppet endnu, eller om han kan blive endnu bedre.

- Verstappen behøver ikke at bevise noget mere. Alle ved, hvad han kan. Derfor har han en ro i sig selv og kan arbejde meget mere seriøst uden den belastning, hvor han føler, at han skal vinde, siger John Nielsen.

Alle hold startede fra nul inden denne sæson i forhold til udviklingen af bil, hvilket lagde et pres på konstruktørernes evne til at udvikle de bedste biler.

John Nielsen fremhæver særligt én nøglemedarbejder i Red Bull-organisationen, som har spillet en stor rolle i udviklingen af Max Verstappens bil.

- Red Bull-bilen er designet af deres tekniske direktør, Adrian Newey, som nok er den mest anerkendte inden for det felt i Formel 1-verdenen.

- Specielt indenfor aerodynamisk udvikling, som er det koncept, de nye biler er udviklet efter, der har han tidligere vist sig rigtig dygtig. Så de har bygget en bil, som bare er bedre end de andres, siger John Nielsen.

Kombinationen af den bedste kører og den hurtigste bil har altså skabt denne sæsons Verstappen-dominans, der har udmøntet sig i 11 sejre ud af sæsonens 16 løb.

- Verstappen har været i stand til at få bilen til at køre, som han vil have den til at køre. Og der er holdkammeraten Sergio Perez faldet lidt bagefter, for Perez kan ikke få det bedste ud af den bil på samme måde.

At Max Verstappen virkelig har fået fat i bilen i løbet af sæsonen, kan man også se på resultatlisten. De seneste fem løb har hollænderen stået øverst på sejrsskamlen.

- Efterhånden som sæsonen er skredet frem, så har Verstappen i samarbejde med sit ingeniørteam fået bilen justeret ind til sin kørestil, og det har Perez ikke kunnet følge med i, siger John Nielsen.

Max Verstappen er kun 24 år. Derfor mener John Nielsen, at vi kommer til at se ham være en del af topfeltet de næste mange år.

- Jeg tror, at vi har en periode lige nu, hvor Verstappen bliver meget svær at gøre noget ved i de næste år frem. Jeg tror, at han vil være i spil til VM-titlen de næste seks-syv år.

- Han er ikke ret gammel og har allerede været syv sæsoner i Formel 1, så han er ikke bare lynhurtig og ung, han er også erfaren.

Søndagens grandprix begynder klokken 14 dansk tid. Charles Leclerc starter forrest, mens Verstappen blot blev nummer otte i lørdagens kvalifikation.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU