Suveræn topduo lider sjældne nederlag på isen

28. OKT 2025 • 21:29SPORT

Herlev og Herning tabte begge for anden gang i sæsonen, men fører stadig Metal Ligaen klart.

Herlev Eagles og Herning Blue Fox har været fuldstændig suveræne i ishockeysæsonens første måned. Men tirsdag aften led begge tophold et sjældent nederlag.

Ligaens store overraskelse, Herlev, blev dukket 4-2 på udebane i Esbjerg, hvor Esbjerg Energy fik revanche for nederlaget i det omvendte opgør for ni dage siden.

Hjemmeholdet åbnede scoringen efter syv minutter, da Todd Winder fik masser af tid til at sende pucken mellem benene på Christian Elmose i Herlev-målet.

Elmose vikarierede igen for den skadede førstekeeper, Emil Zetterquist, og måtte senere i perioden se Mikkel Rask gøre det til 2-0 for Esbjerg.

Sådan så første periode ud til at slutte, men med mindre end et sekund tilbage på uret reducerede gæsternes tidligere Esbjerg-spiller Frederik Bjerrum efter et gevaldigt klumpspil.

Sidst i anden periode genoprettede Lucas Andersen den vestjyske tomålsføring, da han udnyttede en pasning fra Oliver Kjær, inden han blev sendt på en flyvetur af en Herlev-spiller.

Herlev viste dog stor moral og nedlagde ikke uden videre våbnene.

Brock Bremer skabte ny spænding syv minutter inde i tredje periode ved at hamre pucken op i fjerneste målhjørne bag en overrasket Nicolaj Henriksen i Esbjergs mål.

Der gik dog kun to minutter, før Esbjerg kom på 4-2. Denne gang var det backen Anders Krogsgaard, der viste både skudstyrke og præcision og scorede for anden kamp i træk.

Herlev fik en sidste livline, da Esbjergs Gordie Ballhorn fik matchstraf og bragte sit hold fem minutter i undertal. Men det ellers så overtalsstærke Herlev-hold kunne ikke udnytte muligheden og tabte for kun anden gang i 14 kampe.

Det samme gjorde Herning, der blev slået 4-3 på udebane af formstærke Aalborg Pirates.

Herning var foran 3-2 i anden periode, men Jake Smith udlignede hurtigt, og i slutperioden scorede Chase Berger det, der skulle vise sig at blive Aalborgs sejrsmål.

Trods nederlagene er både Herlev og Herning ti point foran Aalborg, der er nærmeste forfølger på ligaens tredjeplads.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT