Joachim Persson får lang karantæne for brud på bettingregler

28. OKT 2025 • 14:59SPORT

Joachim Persson er udelukket fra al badminton i fire år. Træneren har gamblet på badmintonkampe.

Den tidligere danske badmintonspiller og badmintontræner Joachim Persson er blevet udelukket fra sportsgrenen i fire år.

Han får karantænen for at have brudt kodekset for forebyggelse af manipulation af konkurrencer og de juridiske procedurer ved at have placeret væddemål på badmintonkampe i en World Tour-turnering, hvor han selv var akkrediteret som træner.

Gamblingen er foregået på en spillekonto registreret i et andet navn.

Det skriver Det Internationale Badmintonforbund (BWF) på sin hjemmeside. Forbundet skriver også, at Persson ikke har været samarbejdsvillig i sagen.

Joachim Persson blev i august 2024 fyret som træner for den danske badmintonstjerne Anders Antonsen. Badmintonspilleren opdagede, at hans træner gamblede på badmintonkampe og indberettede sin opdagelse til BWF.

En atlet havde filmet to tilfælde under Japan Open, hvor Persson placerede væddemål på badmintonkampe ved et stort spilleselskab. Videoerne på henholdsvis 13 og 11 sekunder blev overdraget til BWF.

Atleten er unavngiven i kendelsen, men Anders Antonsen meldte selv ud i forbindelsen med fyringen, at han havde rapporteret til BWF, at han havde set Joachim Persson spille på kampe.

På den første video placerede Persson et væddemål på 650 kroner til et udfald, der ville gange hans indsats med 1,72 i tilfælde af gevinst. På den anden video placerede Persson et væddemål på 700 kroner på samme kamp.

Spillet er foregået på en konto, der har været registreret under navnet "Robert Askholm", fremgår det af BWF's udredning af sagen.

Foruden de to sekvenser, der blev filmet af Anders Antonsen, har "Robert Askholm" spillet yderligere syv gange på den samme badmintonkamp.

Hans i alt ni væddemål på kampen havde en samlet indsats på 5205 kroner. Syv af væddemålene gik hjem og udløste en samlet gevinst på 9821 kroner. Det svarer til en profit på 4616 kroner.

Det er anden gang, at Persson får karantæne relateret til brud på bettingreglerne. I 2019 blev han idømt en karantæne fra sporten på 18 måneder.

Joachim Persson var i sin tid som aktiv spiller med til at vinde et hav af EM-titler for hold med Danmark. Personligt var han oppe som nummer seks på verdensranglisten i herresingle som sin bedste placering.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT