Jamaicanere advares mod krokodiller fordrevet af Melissa
Orkanen Melissa får vandstandene til at stige på tværs af Jamaica. Det kan drive krokodiller mod beboelser.
Indbyggere på den sydøstlige del af Jamaica opfordres til at være opmærksomme på krokodiller, der er fordrevet på grund af orkanen Melissa.Det skriver øens sundhedsmyndigheder i en pressemeddelelse, som myndigheden har delt på Instagram.
- Stigende vandstande i floder, kløfter og sumpe kan få krokodiller til at nærme sig beboede områder, skriver den sydøstlige regionale sundhedsmyndighed (SERHA).
Beboere i nærheden af de pågældende områder opfordres til at være årvågne og til at holde børn og kæledyr væk fra oversvømmede steder, skriver AFP.
Der advares desuden imod at prøve at fange eller skade krokodillerne, og der appelleres til, at man anmelder det til Det Nationale Bureau for Miljø og Planlægning (NEPA), hvis man ser en krokodille i et beboet område.
Myndigheden opererer på tværs af byerne Kingston, St. Andrew, St. Catherine og St. Thomas.
Krokodillerne kan ifølge SERHA finde på at bevæge sig uden for deres naturlige habitater under orkanen i søgen efter et tørt sted.
Den tropiske orkan gik tirsdag aften i land i Jamaica som en kategori 5-orkan med en vindstyrke på op mod 295 kilometer i timen - knap 82 meter i sekundet.
Melissa er ifølge Det Nationale Orkancenter i USA en af de mest kraftfulde orkaner, der nogensinde er gået i land i området.
Området berørt af orkanen dækker over Atlanterhavet, Den Mexicanske Golf, Det Caribiske Hav og kystområder.
På orkancenterets hjemmeside kaldes situationen for "ekstremt farlig og livstruende", og indbyggere opfordres til at søge og blive i ly.
Ifølge CNN vil Melissa bevæge sig direkte over Jamaica i de næste par timer med stærke vinde og oversvømmelser.
Myndighederne i området har, før orkanen gik i land, udtrykt bekymring for, at flere har ignoreret opfordringerne om at søge til et sikkert sted, og at mange af landets cirka 880 sheltere i høj grad var tomme.
/ritzau/
