DCU-direktør vil gøre op med luftige og urealistiske budgetter

28. OKT 2025 • 14:29SPORT

Et brev fra mountainbikelandsholdet gør stort indtryk på direktør, som vil sætte skub i kommercielt arbejde.

Tallene har talt.

Der kommer simpelthen ikke penge nok i kassen hos Danmarks Cykle Union (DCU), og det er gået ud over det nu nedlukkede mountainbikelandshold.

Det var ellers ikke det billede, Niels Bo Daugaard fik af tingenes tilstand, da han tiltrådte som direktør for et halvt år siden.

- Da jeg startede i marts, blev jeg præsenteret for et overskud på budgettet for 2025 på 350.000 kroner. Der gik ikke så lang tid, før jeg godt kunne se, at der var nogle luftige antagelser i det budget, siger han.

- Indtægterne - særligt kommercielle indtægter - har ikke været budgetteret realistisk. Når omkostninger og indtægter ikke er budgetteret realistisk, ender man op med et underskud på omkring en million.

- Vi har fået kulegravet vores økonomi, og der er alvoren gået op for os. Vi kigger ind i et stort underskud i år og endnu større næste år, hvis ikke vi udviser rettidig omhu, slår han fast.

Søndag kom det frem, at DCU med Daugaard for bordenden har valgt at skære mountainbikelandsholdet væk. Det sparer omkring en million kroner om året.

Til gengæld betyder det også, at alle talenterne inden for disciplinen selv må skaffe trænere og betale af egen lomme, hvis de vil deltage i internationale løb.

Valget faldt på mountainbike ud fra en vurdering af medaljepotentialet ved mesterskaber og OL i de kommende år.

Den prioritering stillede mountainbikelandsholdet sig mandag uforstående over for. I et fælles brev kritiserede de beslutningen, og det gør indtryk på Niels Bo Daugaard.

- Selvfølgelig berører det mig at få et brev fra ryttere, der har været med til at vinde i den rød-hvide trikot og har opbygget et fællesskab, der har bygget deres karakter.

- Vores to landstrænere har også gjort et fantastisk stykke arbejde, så selvfølgelig gør det indtryk, siger direktøren.

Skal DCU igen finansiere et nationalt mountainbikehold, skal der findes andre ressourcer. Men det kræver ifølge Niels Bo Daugaard, at forbundet får helt andre muskler til at sælge den ellers succesfulde sport.

- Det er et langt sejt træk. Der er nok nogle, der ikke var klar over, at dansk cykelsport lider rent økonomisk. Det er til dels vores egen skyld, at vi ikke har været dygtige nok til at tiltrække de sponsorater. Det har jeg sat fuld gang i, siger han.

En kommerciel eventchef er blevet ansat, og direktøren er også ved at udpege en kommerciel chef, som skal være med til at skaffe nye sponsorer og forbedre oplevelsen for samarbejdspartnerne ude til løbene.

Lykkes missionen, er det ikke umuligt, at mountainbikelandsholdet på et tidspunkt kan rejse sig fra asken.

- Vi har stadig et sundt mountainbikemiljø i klubberne rundt omkring i Danmark, og jeg vil gøre alt for, at vi får de indtægter, der gør, at vi kan genoprette et landsholdssetup omkring mountainbike. Og hellere i morgen end om et eller to år, lyder det fra Niels Bo Daugaard.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT