United-træner efter nederlag: Nedrykning er en mulighed
Manchester United tabte mandag aften sin fjerde kamp i træk. Ruben Amorim åbner op for mulig nedrykning.
Manchester Uniteds cheftræner, Ruben Amorim, siger efter storholdets 0-2 nederlag til Newcastle mandag, at nedrykning er en reel mulighed.- Jeg tror, at det er en mulighed, og vi er nødt til at være tydelige over for vores fans.
- Vi er nødt til at ændre noget, men denne sæson bliver virkelig hård for alle. Det kan gøre os stærkere, og vi er nødt til at kæmpe, siger Amorim.
Den 39-årige cheftræner fortæller desuden, at han bærer en del af ansvaret for, at holdet ikke vinder flere af sine kampe.
- Det er en smule pinligt at være United-træner og så tabe en masse kampe.
- Men vi er nødt til at håndtere det, der er svære øjeblikke i alles liv. Det er et hårdt øjeblik, siger cheftræneren.
Amorim blev i november ny cheftræner i Manchester United. Det skete, efter at den tidligere cheftræner Erik ten Hag var blevet fyret efter en periode med ustabile resultater.
Cheftræneren første tid i United kan ikke ligefrem kaldes en drømmestart.
Siden Amorim kom til, har holdet spillet otte kampe i Premier League, hvor fem af kampene er endt med nederlag. Det er den dårligste statistik for en start af en cheftræner i United i 103 år, skriver Reuters.
- Det er bekymrende tider for Manchester United og Ruben Amorim, siger den tidligere United-spiller Gary Neville mandag aften til Sky Sports.
- Han kom til klubben som en ung manager, og han vidste, at han stod over for en stor opgave. Men opgaven har vist sig langt større, end han nok nogensinde har kunnet forestille sig, tilføjer Neville.
Uniteds nederlag mandag var det skrantende storholds fjerde nederlag i træk på tværs af turneringer.
Holdet ligger i øjeblikket på en 14.-plads i Premier League med 22 point efter 19 kampe. Der er syv point ned til nedrykningsstregen.
/ritzau/Reuters