Southampton skiller sig af med træneren efter nedrykning

7. APR 2025 • 13:33SPORT

Ivan Juric kunne ikke redde Southampton i Premier League, og nu skal han finde sig et nyt job.

Efter weekendens Premier League-runde stod det klart, at Southampton rykker ned, og det har nu fået konsekvenser for træner Ivan Juric.

På sin hjemmeside oplyser klubben, at man er nået til enighed med kroatiske Ivan Juric om at afbryde samarbejdet.

- Ivan kom til Southampton på et svært tidspunkt og fik til opgave at prøve at forbedre holdet i en svær situation, skriver klubbens bestyrelse.

- Desværre har vi ikke set, at præstationerne er blevet forbedret, som vi havde håbet, men vi vil gerne takke Ivan og hans stab for deres ærlighed og hårde arbejde, mens de kæmpede mod oddsene for at prøve at holde os oppe.

Ivan Juric blev ansat i Southampton 23. december, og siden da har klubben vundet 2 ud af 16 Premier League-kampe. Samtidig er det blevet til 13 nederlag og et enkelt uafgjort resultat.

- Nu, hvor nedrykningen til Championship er endegyldig, tror vi på, at det er vigtigt at give fans, spillere og stab noget klarhed angående fremtiden, mens vi går ind til en vigtig sommer, lyder det på klubbens hjemmeside.

Southampton har ligget sidst i Premier League uafbrudt siden 11. spillerunde og er før sæsonens sidste syv kampe hele 22 point efter Wolverhampton, som lige præcis ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen.

I første omgang bliver det Simon Rusk, der overtager trænersædet i Southampton. Han har hidtil været en del af trænerstaben. Han assisteres af klubikonet Adam Lallana, som også fortsat er aktiv på banen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT