Lyngby tager afsked med rutineret midtbanemand
Marcel Rømer nåede 150 kampe for Lyngby Boldklub og fortsætter nu karrieren i Islandske KA Akureyri.
Superligaklubben Lyngby Boldklub siger farvel til anfører Marcel Rømer, der har fået mulighed for at skifte til islandske KA Akureyri.Det skriver Lyngby på fodboldklubbens hjemmeside.
Rømer var i flere år fast mand og anfører på Lyngbys midtbane, men er gledet ud af startopstillingen i indeværende sæson.
- Marcel er en kulturbærer, en leder og klubmand, der altid er gået foran og været topprofessionel, siger Lyngbys sportschef, Nicas Kjeldsen.
- Et loyalt og ordentligt menneske, som vi ikke ville stå i vejen for kunne få et nyt eventyr på Island, når spilletiden for ham har været så begrænset her i Lyngby, som den har været i 2025.
I foråret er det blevet til én optræden for Rømer, og det var et indhop mod Brøndby IF. Han kom til Lyngby i 2019, og nåede 150 kampe for den nordsjællandske klub.
- Det har været en vanvittig tid. En tid med nogle af de største og bedste oplevelser og en tid også med det modsatte. Så det er et kapitel i mit liv, der har fyldt meget og betydet meget for mig, siger 33-årige Rømer.
/ritzau/