Danske DSV får grønt lys til kæmpeopkøb af tyske DB Schenker

15. APR 2025 • 07:38ERHVERV/POLITIK

I september meddelte DSV, at det ville købe tysk selskab for 107 milliarder kroner. Nu er aftalen på plads.

Den danske transportgigant DSV har sikret samtlige godkendelser til et opkøb af det tyske transportselskab DB Schenker.

Det oplyser DSV i en børsmeddelelse tirsdag morgen.

I sidste uge fik DSV godkendt opkøbet af EU-Kommissionen, og tirsdag er en indsigelsesperiode i USA udløbet.

Det betyder, at selskabet nu har fået endeligt grønt lys, og aftalen ventes derfor gennemført 30. april i år.

Det var i september sidste år, at DSV meddelte, at selskabet ville købe DB Schenker af Deutsche Bahn for omkring 107 milliarder kroner.

Sammenlægningen vil gøre selskabet til verdens største logistikselskab målt på omsætning.

Schenker og DSV vil få en samlet omsætning på omkring 293 milliarder kroner, hvis man kigger på 2023-tallene.

DSV, der står for De Sammensluttede Vognmænd, blev grundlagt af ni selvstændige vognmænd tilbage i 1976.

Siden har selskabet vokset sig til en global transportvirksomhed, hvilket er sket gennem en lang række opkøb.

I 2019 foretog DSV eksempelvis opkøbet af schweiziske Panalpina for omkring 37 milliarder kroner, og nu er endnu et kapital føjet til med købet af tyske Schenker for næsten det tredobbelte beløb.

DSV har omkring af 75.000 ansatte i over 80 forskellige lande. Lagt sammen med Schenker kommer selskabet til at råde over 147.000 ansatte i over 90 lande.

Opkøbet af DB Schenker er langt det største, som DSV nogensinde har foretaget, og det skriver sig desuden ind i dansk erhvervshistorie som et af de største.

Schenker blev officielt sat til salg af Deutsche Bahn i december 2023. I den efterfølgende tid meldte flere selskaber sig på banen som interesserede købere, herunder det danske rederi Mærsk.

I sommeren 2024 trak Mærsk sig dog fra budkampen, da en nærmere gennemgang havde fundet udfordringer med integration af virksomheden.

Til sidst var der kun DSV og kapitalfonden CVC Capital Partners tilbage som mulige købere, og det faldt i sidste ende ud til dansk side.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT