Van der Poel udnytter Pogacar-fejl til at lave hattrick
Mathieu van der Poel vandt søndag Paris-Roubaix for tredje gang i træk, hvor Mads Pedersen punkterede.
Et dramatisk Paris-Roubaix endte med, at det hollandske fænomen Mathieu van der Poel lavede et ægte hattrick i det historiske cykelmonument.Som den første siden Francesco Moser i 1980 vandt van der Poel brostensinfernoet for tredje gang på stribe. Verdensmester Tadej Pogacar sad længe med van der Poel, men mistimede et sving, og så så han aldrig hollænderen igen. Han kunne dog trøste sig med en andenplads.
Mads Pedersen var også stærkt kørende, men en defekt på et virkelig uheldigt tidspunkt ødelagde hans chancer for at sidde med i finalen. Han kæmpede dog flot og tog podiets sidste plads efter en spurtsejr over Wout van Aert.
Allerede før feltet nåede de berømte og berygtede pavéer, brostensstykkerne, havde en del ryttere svært ved at holde sig på cyklen.
Flere styrt akkompagneret af punkteringer gav masser af uro på første halvdel af de små 260 kilometer cykelløb, hvor det tidlige udbrud talte otte mand.
Fedtspil er ikke en del af nutidens største stjerners repertoire. Angreb langt udefra er blevet hverdag selv i de største løb, og det blev også tilfældet søndag.
Mere end 100 kilometer fra mål angreb Pogacar første gang, og derfra begyndte udskilningen. Mads Pedersen, Pogacar og van der Poel accelererede på skift, og de øvrige favoritter kæmpede for at hænge på.
Med 87 kilometer til mål trykkede van der Poel på speederen, og det var tydeligt, at de tre forhåndsfavoritter var de stærkeste. Desværre for Mads Pedersen blev han ramt af uheld på det værst tænkelige tidspunkt.
Netop som Pogacar rykkede med 71 kilometer til mål på en pavé, punkterede den danske stjernerytter. Så mens van der Poel, Pogacar og førstnævntes holdkammerat Jasper Philipsen slog det afgørende hul, blev Pedersen parkeret i forfølgergruppen.
Danskeren forsøgte at køre op på et tidspunkt, men det var umuligt, da afstanden var halvandet minut.
Senere blev Philipsen sat fra fronttrioen, så det blev duellen mellem de to superstjerner. Og den blev afgjort af noget så sjældent som en teknisk fejl af verdensmester Pogacar.
Han mistimede et ellers langsomt sving på et brostensstykke 40 kilometer fra mål og røg ned. Selv om det var et stille styrt i rabatten, gav det hollænderen et hul på 20 sekunder, som Pogacar indledningsvist fik spist en håndfuld sekunder af.
Men van der Poel var fremragende kørende. Selv hvis Pogacar ikke var røget ned, er det ikke sikkert, han havde kunnet den flyvende hollænder i at vinde sit ottende monument i karrieren.
Han udbyggede forspringet til over et minut til Pogacar, som valgte at skifte cykel igen med 20 kilometer igen. Derfor var der også tid nok til at få en ny cykel, da han 15 kilometer fra mål selv punkterede.
Han fik velodromen i Roubaix for sig selv og var over målstregen, inden Pogacar ankom og nåede mål 1 minut og 20 sekunder efter. Kort efter spurtede Mads Pedersen sig på podiet.
/ritzau/