Sinner overvinder forskrækkelse og stormer i finale

24. JAN 2025 • 12:39SPORT

Ben Shelton havde sætbolde i første sæt, men tabte og var derefter underlegen mod Jannik Sinner i semifinale.

Verdens bedste tennisspiller Jannik Sinner er helt som ventet klar til finalen i Australian Open.

Han fik dog lov til at kæmpe for det i begyndelsen mod den 22-årige amerikaner Ben Shelton, der forpassede gyldne muligheder for at vinde første sæt.

Sinner steppede imidlertid op, da det var mest påkrævet og endte med at vinde 3-0 i sæt med cifrene 7-6, 6-2, 6-2.

Dermed er han klar til søndagens finale mod tyske Alexander Zverev, der kom ubesværet i finalen, da Novak Djokovic opgav at spille videre, efter at Zverev havde vundet første sæt.

Sinner er forsvarende mester i Australian Open og US Open og kan altså vinde sin tredje grand slam-titel inden for et års tid, hvis han slår Zverev, der endnu har til gode at vinde en af de fire største tennisturneringer.

23-årige Sinner var i problemer mod Holger Rune i ottendedelsfinalen, og også i semifinalen fik han kvalificeret modstand.

Den 21.-seedede Shelton brød i første sæt til 6-5 og havde muligheden for at serve sættet hjem, men trods to amerikanske sætbolde svarede Sinner tilbage og bragte sættet ud i tiebreak.

Her var Sinner klart bedst. Han bragte sig på 5-0 og vandt 7-2.

Det gav ham stort momentum til andet sæt, hvor han bragte sig foran 4-0 og senere vandt 6-2.

I tredje sæt bed Shelton igen fra sig og havde chancer til at bryde ved stillingen 1-0 og 2-1, men da det ikke lykkedes, var der udsolgt hos amerikaneren.

Sinner vandt de fem sidste partier og kunne juble efter 2 timer og 36 minutter på Rod Laver Arena.

Nu er han favorit i finalen, men spørgsmålet er, hvordan hans fysik har det. Også i semifinalen viste han tegn på, at kroppen ikke er på 100 procent.

For Shelton var det karrierens anden grand slam-semifinale, men hans første finale lader fortsat vente på sig.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT