Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel
Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel amycretin.
Novo Nordisk-aktien steg fredag 7,1 procent på fondsbørsen i København.Det skete i kølvandet på offentliggørelsen af lovende resultater for vægttabsmidlet amycretin.
Et studie har vist et vægttab på 22 procent efter 36 uger på den højeste dosis.
I de første timer efter offentliggørelse af studiet steg kursen med op til 14 procent, men ud på eftermiddagen faldt den til et lavere niveau.
Der er tale om et såkaldt fase 1b/2a-studie, og midlet er dermed et stykke fra at nå en eventuel godkendelse til at blive markedsført.
Baseret på resultaterne planlægger Novo Nordisk yderligere klinisk udvikling af amycretin til voksne med overvægt eller svær overvægt.
Det har medicinalvirksomheden oplyst i en selskabsmeddelelse.
Stigningen på 7,1 procent svarer ifølge finansmediet Marketwire til en forøgelse af hele medicinalkoncernens børsværdi på 183 milliarder kroner.
Det peger ifølge senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen i retning af, at selskabet står med et "meget, meget stærkt middel".
Jyske Bank-analytiker Henrik Hallengreen Laustsen er også fuld af lovord om dataene.
- Det her kan godt være elementet, som kan vende stemningen endeligt i Novo-aktien, lyder vurderingen over for Marketwire.
Novo-aktien har været på noget af en rutsjetur.
Tilbage i august 2023 steg aktien med 17,2 procent i kølvandet på et studie, der viste, at storsællerten Wegovy kan reducere risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser med omkring 20 procent.
Anderledes nedtur var det, da Novo for blot en måneds tid siden kunne offentliggøre resultaterne af et studie af vægttabsmidlet Cagrisema.
Her opnåede forsøgspersonerne i gennemsnit 22,7 procents vægttab. Men det skete over en periode på 68 uger mod 36 uger med amycretin.
Modsat fredagens resultater endte nyheden dengang som en skuffelse for investorerne, der efterfølgende sendte aktien ned med omkring 27 procent.
I sommeren 2024 oversteg Novo Nordisks aktiekurs 1000 kroner. Siden er den faldet markant og ligger efter fredagens stigning på omkring 620.
/ritzau/