Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes

24. JAN 2025 • 19:49ERHVERV/POLITIK

Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører efter intern uenighed i partiet.

Ulvebestanden skal ikke spredes til Fyn og Sjælland, men der er brug for mere klarhed over, hvornår ulve kan reguleres.

Det siger grøn trepartsordfører Ida Auken (S) efter et møde fredag med ordførerkolleger fra Venstre og Moderaterne samt grøn trepartsminister Jeppe Bruus (S).

Mødet kom i stand, efter at det socialdemokratiske folketingsmedlem Anders Kronborg har luftet tanken om at sende ulve fra Jylland til Fyn og Sjælland.

Ida Auken gik efterfølgende offentligt i rette med Kronborg og afviste, at det er Socialdemokratiets politik.

Men hun forstår bekymringen blandt borgerne i blandt andet Oksbøl nær Varde, som sidste weekend kunne berette om flere ulve i et villakvarter.

- For Socialdemokratiet er det vigtigt, at man kan være tryg i sit boligområde. Derfor skal vi finde den rette balance mellem mennesker og natur.

- Når der er ulve, der går så tæt på, så må vi se, om vi har den rette definition af det, der hedder problemulv.

- Altså om det i virkeligheden er en ulv, man skal have lov til at aflive, når den kommer så tæt på mennesker, siger Ida Auken.

Der er situationer, hvor det kan komme på tale at regulere - altså skyde - en såkaldt problemulv.

Men kriterierne er ifølge Ida Auken uklare.

- Jeg har troet, at en ulv, der kom så tæt på mennesker og boligområder, var en problemulv og var blevet for tam.

- Men det er der ikke fuldstændighed klarhed om, så det er en af de ting, vi gerne vil have undersøgt, siger hun.

Jeppe Bruus, der er minister for grøn trepart, har ifølge ordføreren bedt Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om en afklaring "hurtigst muligt".

Derudover vil regeringspartierne ifølge Ida Auken række ud til EU for en dialog om ulven, der er fredet i det europæiske fællesskab.

- EU er i gang med at diskutere, hvad for en beskyttelse ulven skal have. Det er et fint tidspunkt for Danmark at komme med i diskussionen om, hvor mange ulve der er plads til i et lille land som Danmark.

Ulven genindvandrede i 2012 til Danmark efter næsten 200 års fravær.

I november sidste år var der mellem 22 og 42 voksne ulve og mindst 38 ulvehvalpe i Jylland, fremgår det af hjemmesiden ulveatlas.dk.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT