Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed
Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter - men ikke om Grønland.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og USA's nye udenrigsminister, Marco Rubio, har fredag talt i telefon sammen.Arktisk sikkerhed var ikke på dagsordenen, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Men parterne er blevet enige om at drøfte arktisk sikkerhed mellem USA, Danmark og Grønland på "et senere tidspunkt".
- Samtalen fandt sted i en god og konstruktiv tone og varede i 20 minutter. Der var enighed om, at det dansk-amerikanske forhold er stærkt, og det blev aftalt at holde tæt kontakt fremover og snarest muligt mødes personligt, lyder det i pressemeddelelsen.
Samtalen handlede om Ukraine, europæisk sikkerhed og situationen i Mellemøsten, lyder det.
Indtil de to udenrigsministre kan mødes personligt, fortsætter kontakten på embedsmandsniveau, skriver Udenrigsministeriet.
Over for både TV 2 og DR siger Lars Løkke Rasmussen, at det var et amerikansk ønske ikke at drøfte Arktis og Grønland fredag.
- Det kan man selvfølgelig synes er underligt, men jeg tager det nu som noget positivt, at den nye amerikanske udenrigsminister gerne vil klædes bedre på, før vi har den drøftelse, som vi i øvrigt har aftalt, at vi skal have, siger Løkke til DR.
Til TV 2 siger han, at de to ministre er enige om, at det kræver bedre forberedelse.
Marco Rubio er blevet USA's udenrigsminister, efter at Donald Trump mandag blev taget i ed som landets præsident.
Onsdag ønskede Lars Løkke Rasmussen Rubio tillykke med den nye post, hvor den danske minister også skrev, at han glædede sig til snart at tale med den amerikanske kollega. Det skrev Udenrigsministeriet i et opslag på X.
Samtalen mellem de to udenrigsministre kommer, i kølvandet på at Donald Trump har understreget, at kontrol med Grønland er vigtig, og at Grønlands placering er vigtig for USA's sikkerhed.
Udtalelserne kom, efter at Donald Trump gav udtryk for at ville købe Grønland, første gang han var præsident i 2019.
Den grønlandske regeringschef, Múte B. Egede, har flere gange understreget, at Grønland ikke er til salg.
På et pressemøde tirsdag lød det, at Grønland er indstillet på en dialog med USA, men at det er grønlænderne, der skal bestemme over landets skæbne.
/ritzau/