Tullberg vil pumpe spillere med mod før Dortmund-debut

24. JAN 2025 • 14:38SPORT

Dortmund har vundet en af de seneste syv ligakampe inden Mike Tullbergs første kamp som midlertidig træner.

Den danske træner Mike Tullberg har midlertidigt ansvaret i Dortmund efter onsdagens fyring af Nuri Sahin.

Første opgave er lørdag mod Werder Bremen i Bundesligaen, og 39-årige Tullberg bruger dagene inden kampen til at fylde selvtillid tilbage i Dortmund-tropperne.

- Spillerne har ikke glemt, hvordan man spiller fodbold. Mit job er at give dem mod og få holdet til at give alt i kampen. Vi skal spille med passion og nyde at spille fodbold, siger Mike Tullberg på fredagens pressemøde.

Danskeren er til dagligt U19-træner i Dortmund.

Til lørdagens kamp erstatter han Nuri Sahin, der blev fyret dagen efter tirsdagens nederlag til Bologna i Champions League.

Nederlaget kom efter tre nederlag i træk i Bundesligaen, hvor Dortmund blot indtager 10.-pladsen.

Holdet har vundet en af de seneste syv kampe i ligaen før lørdagens dyst mod Bremen.

Den kedelige stime skal dog gemmes væk i spillernes mentalitet, fastslår Tullberg.

- Det, der er sket før mig, betyder ingenting. Nu handler det udelukkende, om det der sker i disse par dage.

- Jeg er her ikke for at vise mig selv frem, fordi jeg er blevet midlertidig træner for Dortmund. Jeg er her for at hjælpe holdet og klubben. Det handler kun om at vinde kampen mod Bremen, siger han.

Mike Tullberg kom til klubben i 2019 og blev i første omgang reserveholdstræner, inden han et år senere blev U19-træner.

Som aktiv spillede Tullberg blandt andet for AGF, italienske Reggina, skotske Hearts og tyske Rot-Weiss Oberhausen.

Dortmund og Tullberg tager imod Werder Bremen på Westfalenstadion klokken 15.30.

Bremen, der har danske Jens Stage på holdet, ligger nummer ni med et enkelt point mere end Dortmund.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT