Skadet Djokovic melder afbud til Davis Cup i København

24. JAN 2025 • 10:12SPORT

På grund af en muskelskade melder Novak Djokovic afbud til Serbiens Davis Cup kamp i Danmark.

Novak Djokovic melder afbud til Serbiens Davis Cup-kamp i Danmark i næste weekend.

Det siger han ifølge DR til serbisk presse i Melbourne, efter at han måtte opgive at spille sin semifinale til ende på grund af en muskelskade.

- Jeg kommer ikke til at spille Davis Cup, og turneringen i Doha om nogle uger er også stadig usikker, siger Djokovic til den serbiske presse ifølge DR.

Kampen mellem Danmark og Serbien afvikles i Royal Arena 31. januar og 1. februar.

Allerede på den engelske del af pressemødet efter fredagens semifinale, kunne man fornemme, at et afbud var undervejs.

- For at være ærlig så ved jeg ikke, hvornår jeg er klar. Jeg skal undersøges nærmere. Nu tager jeg til Europa, hvor jeg sammen med mit lægeteam og mine fysioterapeuter skal finde ud af, hvordan jeg kommer tilbage hurtigst muligt, sagde Djokovic.

Han er historiens mest vindende tennisspiller på herresiden, blandt andet i kraft af sine 24 grand slam-titler.

Han er derfor et stort trækplaster til næste weekends Davis Cup-kamp i Royal Arena i København.

Eventet var regnet som en af de største tennisbegivenheder på dansk jord nogensinde, da Djokovic havde udsigt til at skulle møde den danske stjerne Holger Rune.

Serbien havde ud over Djokovic udtaget tre spillere fra top-100. Det drejer sig om Miomir Kecmanovic (nummer 51), Dusan Lajovic (80) og Hamad Medjedovic (98).

Ud over Rune kan Danmark i herresingle stille med Elmer Møller (160) og August Holmgren (199).

Der spilles to singler på fredag i København, og lørdagens indledes med en double, hvorefter der afsluttes med to singler. Der spilles bedst af fem kampe.

Djokovic opgav fredag efter at have tabt første sæt mod Alexander Zverev. Han døjede allerede i kvartfinalen med en skade, da han slog Carlos Alcaraz.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT