Sabalenka kan fuldende hattrick mod sensationen Keys
Aryna Sabalenka slog Paula Badosa og kan lave Australian Open-hattrick i finalen mod Madison Keys.
Aryna Sabalenka satte torsdag en streg under sin status som verdens bedste kvindelige tennisspiller.Hun vandt semifinalen i Australian Open med cifrene 6-4, 6-2 over den 11.-seedede spanier, Paula Badosa.
Sabalenka har vundet turneringen de seneste to år og kan lørdag lave det første hattrick i kvindernes turnering siden Martina Hingis i slutningen af 1990'erne.
26-årige Sabalenka vandt også US Open sidste år og har overtaget tennistronen efter polske Iga Swiatek, der nu er nummer to i verden.
Lørdagens finale kunne blive et møde med netop Swiatek, men polakken tabte sin semifinale mod amerikaneren Madison Keys, der i et stort drama vandt 5-7, 6-1, 7-6.
I torsdagens første semifinale stod Badosa for første gang i karrieren i en grand slam-semifinale, og hun gik uimponeret til værks mod verdensetteren.
Spanieren brød fra start og kom på 2-0 og førte derefter 40-0 i egen serv, før Sabalenka fik gang i sit spil.
Belaruseren vendte op og ned på partiet, brød tilbage og snuppede i alt fire partier i træk.
Særligt maratonpartiet ved stillingen 2-2, hvor Sabalenka brød, endte med at få vital betydning.
Sabalenka gav ikke mere væk i egen serv og lukkede første sæt med et servees.
I andet sæt var der klasseforskel i Sabalenkas favør. Hun brød spanierens serv til 2-1 og 4-1 og var usvigelig sikker i egen serv.
Uden dikkedarer servede hun sejren hjem med et rent parti efter knap halvanden times tennis på Rod Laver Arena.
I torsdagens anden semifinale tog Swiatek som ventet teten. Hun bragte sig foran med 5-2 efter hele fem servegennembrud i syv partier. Den 19.-seedede Keys svarede dog tilbage og udlignede til 5-5, før Swiatek tog stikket hjem.
I andet sæt var Keys flyvende, og hun gjorde rent bord frem til 5-0, inden hun med lidt besvær servede sættet hjem til 6-1.
I det afgørende sæt blev spillerne bedre til at holde serv. Keys havde to breakbolde til at bryde til 5-3, men missede chancerne. I det efterfølgende parti var det så Swiatek, der ikke kunne udnytte en af sine tre breakbolde.
Swiatek fik endelig sit afgørende brud til 6-5, men trods en matchbold imod sig svarede Keys tilbage med et brud og fremtvang en altafgørende match-tiebreak til ti.
Her førte polakken langt hen ad vejen, men Keys sluttede bedst af og vendte 5-7 til 10-8.
Det er anden gang, at Keys når en grand slam-finale. Den første tabte hun i US Open i 2017.
/ritzau/