Serbien holder stand mod Spaniens europamestre

5. SEP 2024 • 22:53SPORT

Serbien og Spanien spillede 0-0 i Danmarks Nations League-gruppe, mens Cristiano Ronaldo rundede 900 mål.

Spaniens nykårede europamestre skabte mest, men fik ikke hul på bylden, da holdet torsdag gæstede Serbien.

Det endte 0-0 i Beograd i en kamp, der er en del af Danmarks gruppe i Nations League.

Den ruller søndag videre, når serberne gæster Parken, og Schweiz har besøg af Spanien. Danmark fører gruppen efter 2-0 over schweizerne torsdag.

Spanien var uden angriberen Álvaro Morata og midtbaneankeret Rodri. Begge havde karantæne efter at fejret EM-titlen ved blandt andet at synge "Gibraltar er spansk", hvilket blev belønnet med én spilledags karantæne.

I deres fravær startede serberne bedst, og angriberen Luka Jovic burde havde sikret en 1-0-føring i første halvleg, hvor spanierne havde bolden meget, men ikke skabte mange chancer.

Det ændrede sig efterhånden i anden halvleg, hvor spanierne anført af den unge EM-profil Lamine Yamal trykkede godt på og flere gange sværmede om det serbiske mål.

Skarpheden udeblev dog, og gruppens forhåndsfavorit led sit første pointtab.

Andetsteds i det øverste lag i Nations League scorede Cristiano Ronaldo mål nummer 900 i karrieren - heraf 131 for landsholdet - da Portugal hjemme slog Kroatien 2-1.

I B-laget åbnede Jon Dahl Tomassons Sverige med en 3-1-sejr hos Aserbajdsjan.

Sporting-angriberen Viktor Gyökeres strålede med to oplæg til offensivmakkeren Alexander Isaks mål til 1-0 og 2-0.

Newcastle-spidsen fremtvang og gav til gengæld et straffespark væk til Gyökeres, hvilket blev kvitteret for med en scoring til 3-0.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT