Patrick Dorgu bliver igen matchvinder i Serie A-kamp
Det blev til et danskermål i Serie A, da Patrick Dorgu nettede for Lecce, der vandt 1-0 over Venezia.
Den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu bliver ved med at imponere for den italienske fodboldklub Lecce.I mandagens Serie A-kamp ude mod Venezia blev 20-årige Dorgu matchvinder med kampens eneste mål i en kneben 1-0-sejr.
Efter 70 minutter modtog Dorgu en tværpasning fra holdkammeraten Antonino Gallo, og danskeren satte højrefoden på bolden og passerede Venezia-keeperen Filip Stankovic.
Angriberen Christian Gytkjær kom på banen for Venezia efter 83 minutter i en offensiv satsning. Men der blev ikke scoret flere mål i kampen.
Midtbanespilleren Magnus Kofod Andersen kom ikke på banen for Venezia.
Dorgu er inde i en formstærk periode. I slutningen af oktober blev Dorgu også matchvinder i 1-0-sejren over Verona.
I samme måned forlængede kantspilleren sin kontrakt med Lecce, så samarbejdet løber frem til sommeren 2029.
Patrick Dorgu skiftede til Lecce fra FC Nordsjælland i 2023 efter forinden at have været på lån i den syditalienske klubs ungdomsafdeling.
Han debuterede i Serie A i starten af sidste sæson, hvor han nåede 32 kampe og scorede to gange i den bedste italienske række.
Også i denne sæson har han været fast inventar på holdet, og han har nu scoret tre ligamål i denne sæson. Det gør Dorgu til Lecces topscorer i ligaen.
Lecce har haft en lidt tung start og også skiftet træner, men med mandagens sejr rykker holdet op som nummer 15 med to point til Como under nedrykningsstregen.
Dorgu er i dette efterår også blevet belønnet for sine bedrifter i Italien med en plads på det danske A-landshold. Han debuterede 5. september i Parken mod Schweiz, hvor han scorede kort efter at være kommet på banen.
I det omvendte møde med schweizerne var han for første gang med i den danske startopstilling.
Senest var Dorgu udtaget til landskampene i november, hvor han fik spilletid i kampen mod Spanien.
/ritzau/