Libanons udenrigsminister håber på våbenhvile tirsdag aften
En våbenhvile kan være på trapperne i Libanon. En del af den mulige aftale involverer soldater i Sydlibanon.
Libanon vil sende 5000 soldater til den sydlige del af landet som led i en aftale om våbenhvile, der snart kan falde på plads.Det oplyser Libanons udenrigsminister, Abdallah Bou Habib, tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Udenrigsministeren siger, at der "forhåbentlig" falder en våbenhvile på plads tirsdag aften.
Israels sikkerhedskabinet ventes senere tirsdag at holde møde for at drøfte forslaget om en våbenhvile. Mødet ventes at begynde 16.30 dansk tid, har mediet Times of Israel tidligere rapporteret.
På mødet ventes Israel at godkende planen, som er udarbejdet af USA, siger en højtstående israelsk embedsmand ifølge Reuters.
Tusindvis af mennesker er blevet dræbt i den igangværende konflikt mellem Hizbollah og Israel, som eskalerede markant i slutningen af september.
Her begyndte Israel at angribe Hizbollah fra luften, og siden blev også landstyrker sendt ind i det sydlige Libanon.
Det skete, efter at Hizbollah i over et år stort set dagligt havde affyret raketter mod det nordlige Israel i solidaritet med den palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gazastriben.
Israels offensiv i Libanon blev indledt med det formål at give fordrevne i det nordlige Israel mulighed for at vende tilbage.
Allerede mandag begyndte der at være forlydender om, at våbenhvilen var på vej.
- Vi er tæt på, sagde John Kirby, som er talsmand for Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsråd.
- Drøftelserne var konstruktive, og vi mener, at det forløber i en meget positiv retning. Men ja, intet er på plads, før alt er på plads, sagde han.
I Libanon har fire højt placerede kilder tidligere sagt til Reuters, at der er en plan om, at USA's præsident, Joe Biden, sammen med sin franske kollega, Emmanuel Macron, skal præsentere aftalen.
Israel vil have en "nultolerance"-tilgang til brud på våbenhvilen, siger Israels forsvarsminister, Israel Katz.
/ritzau/