Afstemning om ny EU-Kommission splitter europæiske socialdemokrater

26. NOV 2024 • 11:58UDLAND

Nogle medlemmer af den socialdemokratiske S&D-gruppe vil stemme imod ny EU-Kommission, siger S&D-leder.

Det bliver ikke alle socialdemokrater i EU-Parlamentet, der onsdag stemmer ja til den nye EU-Kommission.

Det siger den spanske leder af EU-Parlamentets socialdemokratiske S&D-gruppe, Iratxe García Pérez.

- Nogle har sagt, at de vil stemme imod EU-Kommissionen. Jeg kan ikke give procentdel på, hvor mange socialdemokrater der vil stemme imod. Vi skal diskutere det på et møde i eftermiddag, siger Iratxe García Pérez.

EU-Kommissionen ventes dog alligevel at få et sikkert ja ved afstemningen onsdag.

Her ventes både den største borgerlige gruppe, EPP, samt langt hovedparten af socialdemokraterne, de liberale, De Grønne og den konservative ECR-gruppe at stemme for Ursula von der Leyens anden EU-Kommission.

Forløbet understreger dog igen uenighederne blandt de europæiske socialdemokrater.

Mens de danske socialdemokraterne ønsker en stram udlændingepolitik og er klar til at samarbejde med højrefløjen, så har blandt andre de sydeuropæiske socialdemokrater en anderledes tilgang til det parlamentariske arbejde.

Før valget til EU-Parlamentet var Iratxe García Pérez blandt drivkræfterne i en aftale, der skulle forsøge at holde højrefløjen uden for indflydelse i EU-Parlamentet.

Hun var også kritisk over for, at Italiens kandidat til en post i EU-Kommissionen, Raffaele Fitto, blev indstillet til en ledende næstformandspost af Ursula von der Leyen.

Fitto er udpeget af Italiens premierminister, Giorgia Meloni, hvis højrenationale parti, Italiens Brødre, Iratxe García Pérez ønsker at holde uden for indflydelse.

Det fik dog den borgerlige EPP-gruppe til at true med til gengæld at vælte Spaniens kandidat til en EU-kommissærpost, Teresa Ribera.

Hun er ligesom Raffaele Fitto indstillet til en magtfuld post som ledende næstformand i EU-Kommissionen.

Det fik i sidste ende Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, til at gribe ind for at sikre Ribera posten.

Han understregede, at alle EU-lande "har ret til at have en kommissær". Underforstået, at Spaniens leder af S&D-gruppen i EU-Parlamentet bør droppe sit forsøg på at blokere Melonis kandidat.

Iratxe García Pérez afviser forud for onsdagens afstemning, at der er intern kritik blandt socialdemokraterne af hende.

- På gruppemøderne var der ingen, der nogensinde satte spørgsmålstegn ved mit lederskab, eller den måde jeg foretog forhandlingerne på.

- Jeg fulgte mandatet fra gruppen om at indgå en aftale. Jeg kan forstå, at nogle ikke kan lide aftalen. Den går måske for langt for nogle medlemmer og ikke langt nok for andre, siger Iratxe García Pérez.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT