Saudi-Arabien gør Ronaldo til første fodboldmilliardær

8. OKT 2025 • 13:49SPORT

Trecifrede millionbeløb i dollar hvert år i Saudi-Arabien har bragt Ronaldos formue op på et historisk niveau.

Det er ikke nyt, at Cristiano Ronaldo er rig. Men det er nyt, at hans formue har nået en historisk milepæl.

Det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg skriver, at Ronaldo efter skiftet til Saudi-Arabien for et par år siden er nået op i sin helt egen liga økonomisk blandt fodboldspillere.

Med en anslået formue på 1,4 milliarder dollar (omkring ni milliarder kroner, red.) er den portugisiske stjerne historiens første fodboldmilliardær i dollar ifølge mediet.

Den 40-årige angriber tjente mellem 2003 og 2023 omkring 550 millioner dollar i løn i europæisk fodbold. Det beløb blegner dog noget i sammenligning med den løn, hans skifte til Al-Nassr i Saudi-Arabien har sikret ham.

Angiveligt er 200 millioner skattefri dollar årligt tikket ind på Ronaldos konto siden skiftet.

Lagt sammen med hans indtægter gennem tiden fra sponsoraftaler med mærker som Armani, Nike og Castrol samt opbygning af hans eget brand CR7 har pengetanken og aktiverne nu nået sit historiske niveau.

Hans eget brand spænder over både hoteller, fitnesscentre og mode, mens han også ejer flere luksusejendomme.

Ronaldos mangeårige rival i duellen om at være verdens bedste - og bedst betalte spiller - Lionel Messi, tjente ifølge Bloomberg omkring 600 millioner dollar på sin tid i europæisk fodbold.

Han valgte dog USA over Saudi-Arabien, da han forlod Europa, og der er lønningerne ikke i nærheden af niveauet i oliestaten Saudi-Arabien.

I MLS-klubben Inter Miami tjener Messi i omegnen af 20 millioner dollar om året. Det er en tiendedel af Ronaldos hyre hos Al-Nassr.

Trods sin i fodboldmæssig forstand fremskredne alder har Ronaldo ikke lagt op til, at et karrierestop er lige om hjørnet. Han er aktuelt samlet med det portugisiske landshold, som lørdag møder Irland i VM-kvalifikationen.

- Vores mål er selvfølgelig at vinde VM, men vi må tage det et skridt ad gangen, sagde han ifølge flere medier på et pressemøde forud for kampene.

Altså planlægger han at spille mindst et år mere. Og tjene store penge mindst et år mere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT