NHL-mestre blev mindet om triumf og startede hvor de slap

8. OKT 2025 • 04:26SPORT

Florida indledte sæsonen med sejr over Chicago, efter at mesterskabet i sidste sæson var blevet markeret.

De regerende mestre fra Florida Panthers indledte natten til onsdag den nye sæson i NHL med en sejr.

På hjemmebane sørgede svenskeren Jesper Boqvist med den afgørende scoring for en 3-2-sejr over Chicago Blackhawks.

Svenskeren slog til midtvejs i tredje periode for mestrene, der har vundet Stanley Cup-trofæet de seneste to sæsoner og jagter den tredje.

Forud for åbningskampen blev det store trofæ skøjtet ind på isen, inden et mesterskabsbanner blev hejst op under tagkonstruktionen, hvor det skal hænge permanent.

Mens banneret var på vej op, stod Florida-spillerne arm i arm, hvilket skabte en speciel stemning, hvor tankerne vandrede tilbage til triumfen i sidste sæson.

Det sagde Florida-forward Brad Marchand efter sejren.

- Det var en særlig mulighed for at nyde det en sidste gang, og nu skal det (banneret, red.) hænge deroppe for evigt.

- Følelsen tog vi med ind i kampen og fik en virkelig godt start. Man kunne se, at gutterne var fulde af begejstring. Det var ikke vores bedste præstation, men en god sejr, siger Brad Marchand til NHL's hjemmeside.

Gæsterne fra Chicago Blackhawks bragte sig foran ti minutter inde i første periode, mens blot et minut senere udlignede Anthony John Greer til 1-1 for værterne.

Florida tog føringen kort efter, da Carter Verhaeghe gjorde det til 2-1.

Chicago fik udlignet til 2-2 i anden periode ved finske Teuvo Teravainen, inden Jesper Boqvist sørgede for en 3-2-sejr til hjemmeholdet midtvejs i tredje periode.

- Det var det, vi ønskede os. At få de to point. Det var en stor aften med banner og det hele, siger den svenske matchvinder til NHL's hjemmeside.

Florida Panthers har de seneste to sæsoner slået det canadiske hold Edmonton Oilers i finaleserien i NHL.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT