Riemer beskriver Højlunds Napoli-start som et eventyr

7. OKT 2025 • 06:30SPORT

Brian Riemer og Christian Eriksen er imponerede over Rasmus Højlunds målrige start i Napoli.

Fodboldlandstræner Brian Riemer og landskamprekordholder Christian Eriksen er imponeret af, hvordan Rasmus Højlund har lagt fra land i den italienske mesterklub Napoli, som angriberen skiftede til for en måned siden.

Højlund har scoret fire gange i seks kampe og ligner allerede førsteangriberen i sin nye klub. Bare i den seneste uge er han blevet holdets matchvinder to gange.

Onsdag scorede han to mål i 2-1-sejren over Morten Hjulmands Sporting CP i Champions League, og søndag aften sørgede han for tre point til Napoli med 2-1-målet mod Genoa i Serie A.

- At have tilpasset sig så hurtigt og være blevet matchvinder to gange i træk op til den her landsholdssamling er et eventyr, der nærmest ikke kunne være skrevet bedre for Rasmus, siger Brian Riemer.

- Jeg er meget glad for at få en angriber ind i topform. Jeg kunne ikke ønske mig mere som dansk landstræner, tilføjer han.

Succesen i Napoli står i kontrast til Højlunds seneste sæson i Manchester United.

Danskeren scorede 10 mål i 52 kampe for Manchester United i 2024/25-sæsonen, og derfor havde Brian Riemer heller ikke turdet drømme om, at Højlund så hurtigt ville slå til i Napoli.

- Når man kommer ud på bagsiden af et mindre succesfuldt ophold, så håber man på, at det går godt.

- Selv om han har Kevin De Bruyne ved sin side, så er det altså ikke så nemt at opfylde de forventninger og få den start, når man kommer til Napoli, der er italiensk mester med tårnhøje forventninger, siger Brian Riemer.

Landsholdskollega Christian Eriksen spillede på klubhold med Højlund før sommerferien, da angriberen jævnligt var genstand for kritik i den underpræsterende engelske storklub.

Ifølge Eriksen blev Højlund ofte syndebuk, når Uniteds vigende resultater skulle forklares. Derfor er fynboen glad for, at Højlund har svaret kritikerne igen med en pragtstart i Napoli.

- Jeg er utrolig glad på "Ralles" vegne. Jeg ved om nogen, hvad han var igennem i United på godt og ondt, men han har altid været stærk mentalt, og han arbejder utrolig hårdt og giver den gas, så det er kun fedt, at han nu scorer mål, siger Eriksen.

Rasmus Højlund skal torsdag og søndag forsøge at score for Danmark i VM-kvalifikationskampene mod Belarus og Grækenland. Foreløbig lyder den 22-årige angribers landsholdsstatistik på 9 mål i 28 landskampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT