Barcelona ydmyger dansk duo med 7-1 i Champions League
Klasseforskellen var udtalt, da FC Barcelona åbnede Champions League med 7-1 over Bayern München.
Pernille Harder og Stine Ballisager fik tirsdag en skrækkelig åbning på Champions Leagues ligaspil.Med den danske landsholdsduo i startopstillingen tabte Bayern München hele 1-7 til FC Barcelona på udebane efter en meget ensidig affære.
Stjernen Alexia Putellas krøllede på smuk vis bolden op i krydset til 1-0 fra kanten af feltet efter fire minutter, og så var scenen sat.
Efter 12 minutter sparkede den polske angrebsprofil Ewa Pajor akrobatisk værterne på 2-0 efter en ripost fra overliggeren, og adskillige gange derefter blev Ballisager og resten af Bayern-defensiven spillet tynd.
Den tyske landsholdsprofil Klara Bühl pyntede på resultatet, men kunne ikke fjerne billedet af en første halvleg, som Barcelona stordominerede og vandt 4-1.
Da Pajor i starten af anden halvleg fordoblede sin total og øgede til 5-1, var kampen på Estadi Johan Cruyff endegyldigt afgjort.
Både Harder og Ballisager blev pillet ud efter godt en times spil og kan håbe, at det handlede mere om lørdagens topkamp mod Wolfsburg end om deres indsatser.
I slutfasen blev ydmygelsen total, da indskiftede Claudia Pina med to scoringer lukkede ballet.
Andetsteds så Sofie Svava fra bænken sin holdkammerater i ambitiøse Lyon slå den regerende Champions League-mester, Arsenal, 2-1 på udebane.
Og i Torino spillede landsholdsangriber Amalie Vangsgaard de første 63 minutter for Juventus, som slog Benfica med Caroline Møller 2-1 efter et sent sejrsmål af forsvarsspilleren Cecilia Salvai, som dermed blev dobbelt målscorer.
/ritzau/