Pelicot konfronterer mand anklaget for voldtægt under appelsag

8. OKT 2025 • 14:11UDLAND

51 mænd er dømt for voldtægt mod Gisèle Pelicot. I løbet af denne uge kører der en appelsag i Frankrig.

Gisèle Pelicot "gav aldrig samtykke" til 44-årige Husamettin Dogan, der forsøger at få omstødt den dom for grov voldtægt, han modtog sidste år.

Det udtaler hun i retten i den franske by Nimes onsdag ifølge AFP.

51 mænd, inklusive Gisèle Pelicots nu tidligere mand, Dominique Pelicot, blev i december dømt i en sag om massevoldtægter mod den nu 72-årige, franske kvinde.

Husamettin Dogan er den eneste af de 51, der har taget sagen videre til en appeldomstol.

Onsdag blev han konfronteret af Gisèle Pelicot i retten, skriver AFP.

- Tag ansvar for dine handlinger og hold op med at gemme dig bag din fejhed, sagde hun under retssagen.

Dogan har tidligere argumenteret for, at det aldrig var hans mening at voldtage Gisèle Pelicot.

- Det var aldrig min intention at gøre det. Jeg er her, fordi jeg aldrig ville voldtage denne kvinde, som jeg respekterer, sagde han mandag.

I den oprindelige retssag blev han idømt ni års fængsel.

Onsdag i retten sagde han ifølge AFP, at han blev "manipuleret" af Gisèle Pelicots eksmand.

- Jeg ville gerne stoppe. På et tidspunkt blev jeg meget mistænksom. Han lokkede mig derover.

Gisèle Pelicots eksmand, Dominique Pelicot, blev i slutningen af 2024 idømt 20 års fængsel for igennem ti år at have orkestreret voldtægter af sin daværende hustru.

Han rekrutterede overgrebsmændene på nettet.

De fleste voldtægter foregik i parrets hjem i den sydfranske by Mazan, hvor Pelicot blev bedøvet med stoffer, inden hun blev voldtaget.

Voldtægterne foregik mellem 2011 og 2020.

Flere af de dømte hævdede under den oprindelige retssag, at de var blevet snydt af Dominique Pelicot, og at han havde sagt, at der var tale om en sexleg, som Gisèle Pelicot var med på.

Det forventes ifølge AFP, at der falder dom i Husamettin Dogans appelsag torsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT