Tysk regering vil give politi mulighed for nedskydning af droner

8. OKT 2025 • 14:00UDLAND

Politiet skal ifølge landets indenrigsminister anvende avancerede teknologiske metoder mod trusler fra droner.

Tysklands regering vil give landets forbundspoliti tilladelse til at skyde droner ned.

Det siger den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, ifølge AFP onsdag under en præsentation af et nyt lovforslag om netop dette.

Politiet skal ifølge ministeren få bemyndigelse til "at anvende avancerede teknologiske metoder mod trusler fra droner for eksempel elektromagnetiske pulser, signalforstyrrelse, GPS-interferens - men også fysiske midler".

- Det betyder, at opsporing og nedskydning af droner fremover vil være reguleret og mulig for forbundspolitiet, siger ministeren ifølge nyhedsbureauet.

De tyske væbnede styrker har ifølge AFP allerede flere tekniske muligheder for bekæmpelse af droner, men under tysk lovgivning har militæret begrænsede beføjelser til rent faktisk at gøre det inden for landets grænser.

Ifølge indenrigsministeren er planen, at politiet med det nye lovforslag skal tage styringen i at sikre luftrummet mod droner. Samtidig vil der blive oprettet en ny enhed til udvikling og forskning i droneforsvar.

Ligesom Danmark har der også i Tyskland været observeret flere droner over landet.

Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, sagde søndag, at han formoder, at Rusland står bag en del af droneaktiviteten.

Det skrev Reuters.

Sent fredag aften blev lufthavnen i München også lukket på grund af droneaktivitet. Det medførte både forsinkelser og aflysninger, og mere end 10.000 passagerer blev påvirket.

Lufthavnen blev også lukket torsdag aften efter droneaktivitet ved militærbasen Erding, som ligger tæt på lufthavnen.

I slutningen af september lukkede luftrummet også midlertidigt over Københavns Lufthavn og Aalborg Lufthavn.

Politiet var i de efterfølgende dage til stede i en række danske lufthavne og flyvestationer efter meldinger om droneaktivitet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT