Sabalenka dedikerer US Open-sejr til sin støttende familie

8. SEP 2024 • 04:19SPORT

Sabalenkas ekskæreste døde i marts, og hendes far døde for fem år siden. Hun dedikerer sejr til sin familie.

Aryna Sabalenka dedikerer sin første US Open-titel til sin familie, som aldrig har tvivlet på hendes drømme, fortæller hun.

26-årige Sabalenka sikrede sig titlen sent lørdag aften dansk tid med en sejr i to sæt over Jessica Pegula.

Hun øgede samtidig sin samlede grand slam-høst til tre trofæer.

- Hver gang jeg ser mit navn på det trofæ, er jeg så stolt af mig selv, og jeg er stolt af min familie, som aldrig har opgivet min drøm, og som har gjort alt, hvad de kunne, for at holde mig i gang, siger tennisspilleren.

Lørdagens grandslam-sejr var belaruserens første, efter at hendes ekskæreste Konstantin Koltsov døde i marts i en alder af 42 år.

Han var landstræner for det belarusiske ishockeylandshold.

For fem år siden mistede Sabalenka desuden sin far, som døde af meningitis som 43-årig.

- Efter jeg mistede min far, har det altid været mit mål at skrive vores families navn ind i tennishistorien, lyder det.

- Jeg fik den her mulighed i livet, så det betyder virkelig meget. Det har altid været min drøm.

Sabalenka havde i lørdagens finale et par store udfald, men da først den frygtede serv og knaldhårde forhånd kom i gang, var kursen mod belarusisk sejr sat.

Hun fik således nedkæmpet 30-årige amerikanske Jesscia Pegula.

- Jeg har i dag igen tabt til en rigtig dygtig spiller, lyder det fra Pegula, der stod i sin første grand slam-finale.

Sabalenkas to første grand slam-titler blev vundet i år og sidste år ved Australian Open i Melbourne i Australien.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT