Ny præsident: Irans moralpoliti skal ikke genere kvinder
På toårsdagen for 22-årige Mahsa Aminis død lover ny præsident at se på det iranske moralpolitis praksis.
Irans moralpoliti skal ikke "genere" landets kvinder, siger landets nye præsident, Masoud Pezeshkian.Han lover at bruge sine beføjelser til at sikre, at det ikke sker, siger han på en pressekonference mandag.
- Moralpolitiet skulle ikke konfrontere (kvinder, red.). Jeg vil følge op, så de ikke genererer (dem, red.), siger Pezeshkian.
Udtalelsen kommer på toårsdagen for, at den 22-årige kurdisk-iranske kvinde Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt.
Amini blev anholdt af Irans moralpoliti i midten af september 2022 for at have taget for let på landets strenge lovgivning for kvinders klædedragter.
Hun døde i politiets varetægt den 16. september 2022.
Hendes død udløste voldsomme protester mod det religiøse styre i den islamiske republik.
Ifølge menneskerettighedsgrupper blev mindst 551 mennesker dræbt af sikkerhedsstyrkerne, og tusinder blev anholdt under de flere måneder lange uroligheder og protester i kølvandet på Mahsa Aminis død.
Ti mænd blev henrettet for deres deltagelse i protesterne. Den seneste var Gholamreza Rasaei, som blev hængt i august.
Han var dømt for at have dræbt et medlem af Irans magtfulde Revolutionsgarde. Men aktivister siger, at han blev udsat for tortur og presset til at tilstå.
Irans nye præsident Pezeshkian afløste den ultrakonservative præsident Ebrahim Raisi, som blev dræbt i et helikopterstyrt i maj.
Den 69-årige tidligere hjertekirurg betragtes som den mest moderate af de kandidater, der fik lov at stille op til præsidentvalget i Iran i juli.
Han gik til valg på løfter om blandt andet at forbedre forholdet til Vesten samt droppe Irans krav om, at kvinder skal bære tørklæde.
Mandag holdt han for første gang en længere pressekonference for både iranske og internationale medier.
/ritzau/AFP