Russisk ikon med tråde til Putin kan overgå Gretzky

6. APR 2025 • 07:15SPORT

Det russiske fænomen Alexander Ovechkin kan søndag overgå Wayne Gretzky og tage alletiders målrekord i NHL.

Alexander Ovechkin kan søndag aften dansk tid overtage en af de mest prestigefyldte rekorder fra det nok største fænomen i ishockeysporten nogensinde: Wayne Gretzky.

Det drejer sig om rekorden for flest mål i NHL's grundspil.

Den 39-årige russer har før udekampen mod New York Islanders lavet 894 mål i 1486 kampe. Gretzky lavede 894 mål i 1487 kampe.

Forwardens klub, Washington Capitals, NHL og ishockeymedier i hele verden har talt ned længe, og det siger meget om bedriftens størrelse.

- I en alder af 39 år har han gang i en fuldstændig utrolig sæson, og at han kan det i en sportsgren, der med al respekt ikke er skak eller dart, men i stedet en af de allermest fysisk krævende sportsgrene, er helt fænomenalt, siger Olaf Eller.

Rødovres sportschef, der er tilknyttet TV3 Sport som ekspertkommentator og desuden er far til Ovechkins danske holdkammerat, Lars Eller, fremhæver russerens vedholdenhed.

For mens Gretzky mod karrierens afslutning i højere grad var playmaker end målscorer, har Ovechkin vist sig langtidsholdbar som skarpretter.

Som den eneste har han lavet mindst 40 mål i 14 sæsoner, og trods 15 kampes fravær med et brud på benet er han også i denne sæson med helt fremme på topscorerlisten.

Morten Green, der repræsenterede Danmark 316 gange, er som Eller dybt imponeret af Ovechkins fysik.

I ishockeykredse har man ellers ofte har joket med stjernens runde former på feriebilleder fra Rusland.

- Han har ikke altid set lige veltrænet ud efter ferien, så han må have noget ekstrem DNA rent fysisk, for han har altså præsteret på højeste niveau i verdens bedste liga i 20 år.

- Det kan lyde helt åndssvagt, men han er den nok største nichespiller nogensinde. Han har sin fysik og sit skud og bidrager ikke med ret meget mere end mål. På det område er han til gengæld ekstrem, siger Green.

For nogen er rekordmageren en kontroversiel figur. På sin Instagram-profil står han afbilledet med Vladimir Putin, og han har ifølge Washington Post fået et tæt forhold til præsidenten gennem årene.

I 2017 startede Ovechkin via et indlæg på Instagram den "informerende" og "sociale" bevægelse PutinTeam frem mod det russiske præsidentvalg i 2018. Ifølge sig selv på eget initiativ, men ifølge flere medier er det ikke så lige til.

De har således antydet, at et konsulentfirma i Moskva står bag. Og ifølge New York Times er Ovechkin siden Ruslands invasion af Ukraine blevet rådet til at beholde det omdiskuterede profilbillede for at undgå kontroverser samt beskytte sin familie i Rusland.

- Jeg er ikke i politik. Jeg er sportsmand. Jeg håber, det er ovre snart. Det er en svær situation for begge sider lige nu, sagde Ovechkin, dagen efter at invasionen startede i februar 2022, hvorefter han har forholdt sig tavs om emnet.

For både Eller og Green fylder trådene til Putin ingenting. De vurderer udelukkende Ovechkin for bedrifterne på isen. De er enorme, men alligevel rangerer han ikke helt i toppen af legendebarometeret.

Andre bejlere som Gretzky, Jaromir Jagr og Sidney Crosby er således lidt mere komplette.

- Han er en enestående målscorer og har en utrolig næse for at finde de rigtige områder. Men man kan argumentere for, at andre var mere elegante og læste spillet bedre.

- I min optik er han ikke helt på de allerbedstes niveau, selv om han har fået et bedre blik for medspillerne på sin ældre dage, siger Eller.

Ovechkin rangerer lige uden for top-10 på alletiders pointliste, hvor man inkluderer både mål og assister.

- Ishockey handler trods alt om at lave mål, og den bedste til det hører til i top-10 over de bedste spillere efter min mening. Men selv om han er en kæmpe legende, er han trods alt for specificeret en spiller til top-5 på min subjektive liste, siger Green.

Gretzky er takket være sine uvirkeligt mange assister langt foran Ovechkin og alle andre på alletiders pointliste.

3239 point i 1695 kampe medregnet slutspillet lavede canadieren. Mark Messier er som nærmeste forfølger mere end 1000 point efter, og Ovechkin er knap 1500 point efter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT