Skjern løber over GOG og fremtvinger tredje semifinale
Offensiven sprudlede, da Skjern onsdag bankede GOG med 38-27 og fremtvang en tredje DM-semifinale lørdag.
Skjern Håndbold bed onsdag aften tilbage i den anden DM-semifinale mod GOG, da vestjyderne på hjemmebane vandt med knusende 38-27.Det første møde mellem de to klubber var endt 25-19 til GOG, men onsdagens kamp var som nat og dag i forhold til den.
Efter Skjern i første kamp havde slidt med angrebsspillet, flød det kampen igennem onsdag. Det kunne også aflæses på måltavlen. Få minutter inde i anden halvleg passerede Skjern målscoren fra de to holds møde søndag.
Den sidste del af opgøret var derfor blottet for spænding. Fynboerne smed håndklædet i ringen, og det endte med en regulær afklapsning forud for den tredje og afgørende semifinale lørdag.
Det var allerede fra første fløjt onsdag tydeligt, at Skjerns offensive kvaler var forsvundet som dug for solen.
Værterne kom blæsende ud og var efter mindre end seks minutter foran 6-2.
Samtidig lavede GOG en del tekniske fejl. Træner Kasper Christensen kaldte sine tropper til samling, fortalte alt han var utilfreds med, og det var meget, inden han mindede spillerne om at bevare roen.
Opsangen hjalp offensivt. Fynboerne kom i gang, og efter små 20 minutter var der kontakt med de tændte værter i en intens og underholdende affære.
Særligt hos Skjern-spillerne skinnede det igennem, at de var tvunget til sejr. Værterne løb kontra på det meste, og en god periode op mod pausen skaffede en 18-16-føring.
Mens Skjern buldrede videre efter sidebyttet, vendte GOG-fejlene fra starten af kampen tilbage.
Da fynboerne samtidig spillede syv mod seks i angrebet, straffede værterne det prompte i det tomme GOG-mål og øgede føringen til 26-20.
GOG's Frederik Tilsted gjorde med ti scoringer i opgøret ellers sit for at holde trit med værterne, men han manglede hjælp fra holdkammeraterne.
Joaquim Nazaré og Jakob Rasmussen styrede nemlig den vestjyske offensiv, og ved 32-24 blev det tydeligt, at fynboerne rettede fokus mod den tredje semifinale fremfor at jagte det usandsynlige comeback.
/ritzau/