Aalborg er finaleklar efter klar sejr i Holstebro

28. MAJ 2025 • 22:15SPORT

TTH startede godt, men så fik Aalborg gang i maskinen og sikrede i den anden DM-semifinale en finalebillet.

Den forsvarende danmarksmester Aalborg Håndbold er klar til et titelforsvar i DM-finalen.

Det står klart, efter nordjyderne onsdag aften sikrede finalebilletten ved i den anden DM-semifinale at vinde 37-31 på udebane over TTH Holstebro.

Søndag var den første del af arbejdet gjort, da Aalborg på eget halgulv havde vundet 28-23.

Særligt højrebacken Mads Hoxer lignede onsdag aften en mand, der ville færdiggøre arbejdet hurtigt og afgøre semifinalen i to kampe.

Han og holdkammeraterne viste, efter de kom i gang, hvorfor de er storfavoritter til et DM-titelforsvar. Nordjyderne leverede størstedelen af kampen en koncentreret og professionel indsats uden mange fejl.

Aalborgs finalemodstander findes lørdag, når GOG på hjemmebane spiller en tredje og afgørende semifinale mod Skjern Håndbold.

Første DM-finale spilles 4. juni.

Aalborg-stjernerne havde det dog lidt svært i starten onsdag aften. Undertippede TTH greb opportunistisk chancen, og det gav en føring på et par scoringer.

Den træge start gjorde, at gæsterne haltede efter, men langsomt arbejdede de sig i gang og fik styr på tingene.

Da TTH så rendte ind i en skidt periode med sjusk og dårlige beslutninger, blev det straffet kynisk med seks Aalborg-scoringer i træk.

Hoxer sprudlede for Aalborg, hvor han viste prøver på sin store fysik og stærke venstrearm med flere scoringer.

Den gode Aalborg-periode blev afsluttet, da 40-årige Henrik Møllgaard med et regulært drømmemål sørgede for en Aalborg-føring på 19-15 til pause.

Forsvarsveteranen, der efter sæsonen lægger håndboldskoene på hylden, bragte for en kort stund minderne tilbage til dengang i karrieren, hvor han i bagkæden bombede målene ind.

På et frikast efter tid sendte han bolden forbi muren og helt op i hjørnet af TTH-målet.

I anden halvleg var Aalborg i kontrol. Hoxer på højrebacken fortsatte storspillet, og TTH formåede aldrig at stække landsholdsspilleren, der sluttede med 12 scoringer.

Samtidig bød flere af Hoxers holdkammerater også ind i en afbalanceret og varieret Aalborg-offensiv.

Derfor var det kun til sidst et spørgsmål om sejrens størrelse. Her fik TTH pyntet en smule på det.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT