Frederik Andersen og Carolina er færdig i NHL-slutspil
Carolina Hurricanes med Frederik Andersen blev sendt ud af NHL-slutspillet af Florida Panthers.
Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen og hans hold, Carolina Hurricanes, er færdig i NHL-slutspillet efter et nederlag til Florida Panthers tidligt torsdag morgen dansk tid.Der spilles i et bedst-ud-af-syv-format, og med fire ud af fem sejre i de fem første kampe vinder Florida serien.
Dermed har Florida for tredje år i træk sikret sig en plads i finalen, hvor der spilles om Stanley Cup-trofæet.
Kampen torsdag morgen endte 5-3 i Floridas favør.
Andersen var i målet i hele kampen og endte med en redningsprocent på 81.
Carolina Hurricanes startede kampen med en solid første periode, hvor finske Sebastian Aho to gange fandt modstanderholdets netmasker til stillingen 2-0.
I anden periode blev presset fra Florida Panthers dog for stort. Tre scoringer blev det til, inden spillerne kunne skøjte af banen og samle kræfter til tredje og sidste periode.
Og pausen lod til at gøre spillerne fra Carolina godt. Knap to minutter inde i tredje periode kunne canadiske Seth Jarvis nemlig udligne til stillingen 3-3.
Halvvejs inde i sidste periode bragte Florida sig igen foran, inden canadiske Sam Bennett med under et minut tilbage af kampen gjorde det til 5-3 ved at score i tomt mål og endegyldigt slukkede Carolinas Stanley Cup-drømme.
Carolina Hurricanes forlængede i begyndelsen af maj Frederik Andersens kontrakt. Den danske målmand bliver derfor i klubben i sæsonen 2025-2026.
Andersen har indtil videre spillet 12 sæsoner i NHL.
Florida Panthers er forsvarende mester, og finalen kan ligesom sidste år blive et anliggende mod Edmonton Oilers, som dog er bagud med 1-3 i sin semifinaleserie mod Dallas Stars før næste kamp natten til fredag dansk tid.
/ritzau/