Kent Nielsen er træt af snak om pokalfinalens placering

28. MAJ 2025 • 21:04SPORT

Silkeborg-træner Kent Nielsen vil helst spille pokalfinalen i Parken, men han gider ikke mere snak om det.

Kent Nielsen gider ikke mere snak om pokalfinalens placering og geografi.

Silkeborg og FC København skal spille finale torsdag på MCH Arena i Herning, og det skal nok blive en festdag for de cirka 12.000 mennesker, der møder op på stadion, mener Silkeborg-træneren.

Europamesteren fra 1992 har tidligere sagt, at han helst ser pokalfinalen blive spillet i Parken i København, og sådan har han det stadig. Men nu ønsker han fokus på noget andet.

- Vi blev spurgt om det efter semifinalen mod Brøndby, og jeg tror, at samtlige cheftrænere og anførere har sagt, at de helst vil spille i Parken, siger Kent Nielsen.

Silkeborg-direktør Kent Madsen har til Ritzau sagt, at han ikke ønskede at flytte pokalfinalen til Parken, da den ikke kunne spilles på Brøndby Stadion.

Sådan har Kent Nielsen det ikke.

- Alle har sagt det. Jeg har også sagt det. Jeg vil helst spille i Parken. Men nu bliver det bare en historie igen.

- Det er noget, man har besluttet for lang tid siden. Det var der, man skulle have taget fat i det. Når en turnering går i gang, og man har sagt, at den skal spilles på Brøndby Stadion, så har alle kendt den præmis, siger Kent Nielsen.

Han påpeger, at tilskueruroligheder er årsag til, at FCK-fans ikke kan møde op på Brøndby Stadion. Det vil skabe for meget ballade, vurderer politiet.

- Det er ærgerligt, at vi skal stå og vende tilbage til det inden det, som også bliver en fest - også selv om det ikke er i Parken.

- Da vi startede den her sæson, vidste vi jo også godt, at vi ikke skulle spille i Parken, fordi det rent fodboldpolitisk var blevet besluttet, at den skal rundt i landet, fastslår Kent Nielsen.

Det er Dansk Boldspil-Union (DBU) og Divisionsforeningen, der har besluttet, hvor finalen skulle spilles.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT