Tauson avancerer i French Open efter ujævn affære

28. MAJ 2025 • 18:13SPORT

Clara Tauson havde undervejs problemer, men spillede sig forbi hollænder i anden runde af French Open.

Trods ustabilitet slog Clara Tauson til, når det gjaldt, da hun onsdag spillede sig videre til tredje runde af French Open.

Den danske tennisspiller vandt sin andenrundekamp i to sæt, 7-6, 7-5, over hollandske Arantxa Rus, der er nummer 94 på verdensranglisten.

Det var en ujævn affære, hvor de to spillere kampen igennem havde svært ved at finde rytme i egen serv. Det ene brud afløste det andet. Særligt en kraftig vind påvirkede tydeligt kampens rytme og begge spillere.

Tauson kunne i det ene parti storspille og levere flere stærke vindere, mens hun kort efter viste, at bundniveauet skal hæves, hvis hun har ambitioner om at nå langt i den franske grand slam-turnering.

Allerede i næste runde venter der nemlig væsentligt hårdere modstand for danskeren. Her møder hun amerikanske Amanda Anisimova, der ligger nummer 16 i verden. Tauson selv ligger nummer 22.

Danskeren åbnede onsdag kampen som lyn og torden. Inden tilskuerne nærmest havde blinket, var danskeren kommet foran 2-0 i første parti.

Det var dog ikke længe, at suveræniteten holdt.

Hurtigt kom der flere fejl ind i danskerens spil, og samtidig kom hollandske Rus i gang på det franske grus.

Det gav et vildt første sæt. Alle partier var tætte, og de to spillere brød hinanden gang på gang.

Ikke en eneste gang i sættets sidste seks partier lykkedes det en at holde serv, og derfor skulle der et tiebreak til at afgøre det.

Her var Clara Tauson klart stærkest, og på anden sætbold slog hun til.

I andet sæts start var intet ændret i den urytmiske tenniskamp.

Når Rus servede, storspillede Tauson med den ene vinder efter den anden, men så snart danskeren servede, var hun i store problemer.

I Rus' serv brød Tauson med et rent parti og kom foran 2-1. Det var niende parti i træk med brud, men så var det slut med den vilde stime.

Tauson leverede for en gangs skyld i egen serv og bragte sig på 3-1.

Dog fandt Rus også melodien i serven, men det var en stakket frist for begge spillere.

Danskeren var fortsat drillet af den kraftige blæst. Det ene øjeblik var hun suveræn, mens hun kort fuldstændig mistimede slagene.

To gange i sættets afslutning formåede Tauson at bringe sig foran og kunne serve kampen hjem.

Ved første mulighed leverede danskeren dog et par store fejl, men foran 6-5 hankede hun til sidst op i sig selv.

En netruller skaffede to matchbolde, og på den første matchbold pressede Tauson hollænderen til at sende bolde ud over baglinjen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT