Rune er særdeles tilfreds med niveau mod amerikaner

29. MAJ 2025 • 07:36SPORT

Holger Rune var tilfreds med sit spil mod Emilio Nava og fortæller, at han måtte grave dybt i andet sæt.

Holger Rune fik en svær start på første runde i French Open, men i anden runde sent onsdag var der ingen slinger i valsen.

Danskeren skulle kun bruge tre sæt på at slå wildcard-spilleren Emilio Nava med cifrene 6-3, 7-6, 6-3.

Undervejs leverede Rune tennis i høj klasse på Roland Garros-anlæggets største arena, Court Philippe-Chatrier.

- Jeg spillede virkelig godt i første sæt, mens andet sæt var en stor kamp, hvor jeg var nødt til at grave dybt og finde nogle store slag frem. Jeg var nødt til at være stabil, fordi han spillede virkelig god tennis, siger Holger Rune til TV 2 Sport.

Rune hentyder blandt andet til, at han bagud med 3-4 afværgede to breakbolde, der kunne have bragt Nava tæt på sætsejr. I den afgørende tiebreak spillede Rune sig til fire sætbolde og fik brug for dem alle.

I det sidste sæt var danskeren foran hele vejen efter føringen på 3-0, og da Nava brød til 2-3, svarede Rune tilbage med det samme.

- I tredje sæt startede jeg også virkelig godt, men jeg mistede en lille smule fokus. Jeg kom dog tilbage, så jeg er virkelig glad, siger Holger Rune.

I tredje runde fredag skal tiendeseedede Rune op mod franskmanden Quentin Halys, som Rune også mødte i Wimbledon sidste sommer.

Her vandt Halys, der rangerer som nummer 52 på verdensranglisten, de to første sæt, før Rune vendte kampen helt på hovedet og vandt på græsset i det sydlige London.

Denne gang er det på grus, hvor Rune ifølge Halys har større kompetencer.

- Han er så talentfuld. Især på grus spiller han rigtig, rigtig godt. Det bliver en stor kamp for mig, og jeg skal spille mit bedste tennis for at kunne slå ham. Det bliver en udfordring, siger Quentin Halys på sit pressemøde efter onsdagens sejr.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT