Russere gør comeback ved kortbane-VM med to guldmedaljer

12. DEC 2024 • 08:05SPORT

Russiske svømmere har under neutralt flag indtil videre hentet to guldmedaljer ved kortbane-VM i svømning.

Efter at have været udelukket siden 2022 er de russiske svømmere tilbage i varmen ved kortbane-VM i Ungarn.

28 russere deltager under neutralt flag, og indtil videre er det blevet til to guldmedaljer.

18-årige Miron Lifintsev vandt onsdag således herrernes 100 meter rygsvømning ved at sætte ny juniorverdensrekord med 48,76 sekunder.

Senere var han også en del af det russiske hold i 4 x 50 meter medley for blandede hold som med en ny europarekord henviste Canada og USA til henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Som en del af aftalen må de russiske svømmere ikke snakke med pressen efter deres løb, og en betingelse for deltagelse er ligeledes, at man ikke viser støtte til Ruslands militære invasion af Ukraine.

Danmark er ved kortbane-VM repræsenteret af Helena Rosendahl Bach og Clara Rybak-Andersen. Endnu er det ikke blevet til finalepladser i Budapest, men duoen mangler endnu sine stærkeste discipliner.

Torsdag formiddag skal Rosendahl Bach i bassinet til sit indledende heat i 200 meter butterfly. Og fredag skal Rybak-Andersen forsøge at følge op på sin sølvmedalje fra langbane-EM i 200 meter bryst.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT