Jesper Sørensen er fyret som cheftræner i Brøndby
Brøndby har skilt sig af med cheftræneren Jesper Sørensen. Der er brug for ny energi i truppen, lyder det.
Jesper Sørensen er færdig som cheftræner i Brøndby.Onsdag oplyser superligaklubben på sin hjemmeside, at Brøndby har valgt at stoppe samarbejdet med cheftræneren med omgående virkning.
Bestyrelsesmedlem og midlertidig fodbolddirektør Scott McLachlan forklarer, at Brøndby har brug for "ny energi og dynamik" i truppen.
- Vi har store sportslige ambitioner i Brøndby IF, og dem skal vi indfri - både her og nu og på den lange bane.
- Det handler om at balancere de kortsigtede mål med at bygge fremtidens Brøndby IF.
- Vi skal udvikle os, og nogle gange kræver det forandringer, selv om de er svære, siger Scott McLachlan til fodboldklubbens hjemmeside.
Jesper Sørensen efterlader Brøndby på femtepladsen i Superligaen med 27 point for 17 kampe.
Holdet er ubesejret i de seneste fem ligakampe, men generelt har niveauet været svingende sæsonen igennem.
FC København og FC Midtjylland har hver især 33 point i toppen af rækken. FCK indtager duksepladsen med en bedre målscore.
Jesper Sørensens sidste kamp som cheftræner for Brøndby blev 0-1-nederlaget mod AGF søndag i den første pokalkvartfinale.
Til returopgøret på Brøndby Stadion i weekenden vil assistenttrænerne Frederik Birk og Henrik Hansen midlertidigt stå i spidsen for holdet.
Den midlertidige fodbolddirektør tror, at fyringen af Jesper Sørensen kan give holdet et nyt fokus, da "pokalturneringen har høj prioritet for os som klub".
- Vi har en klar ambition om at være i toppen af dansk fodbold. Det kræver, at vi hele tiden er ærlige over for os selv og har modet til at tage de beslutninger, vi mener kan bringe os tættere på vores mål, siger Scott McLachlan.
Jesper Sørensen blev ansat som cheftræner i Brøndby i januar 2023.
I den seneste sæson smed klubben fra den københavnske vestegn DM-guldet på gulvet i sidste spillerunde og blev nummer to med et point op til FCM.
I sommer formåede træneren ikke at kvalificere Brøndby til et europæisk gruppespil.
Sørensens kontrakt stod til at udløbe i sommeren 2025.
/ritzau/