Torturkomité kritiserer dansk udlændingecenter for dårlige forhold

12. DEC 2024 • 09:20INDLAND/KRIMINAL

Afviste asylansøgere, som ikke har gjort noget kriminelt, bor på Udlændingecenter Ellebæk, der møder kritik.

Tremmer for vinduerne, aflåste afdelinger, betjente med håndjern og peberspray og andre fængselslignende forhold præger Udlændingecenter Ellebæk i Nordsjælland.

Det bliver mødt af hård kritik fra Europarådets komité til forebyggelse af tortur (CPT), som torsdag har offentliggjort en rapport om fængsler og andre steder, hvor personer er frihedsberøvet, i Danmark.

- Sådanne forhold er uacceptable, da de udlændinge, der er tilbageholdt på Ellebæk, hverken er mistænkt for kriminalitet eller afsoner en straf, lyder det i rapporten.

Foruden det understreges det, at tilbageholdelsen på udlændingecenteret er en "administrativ tilbageholdelse". Derfor mener CPT, at det skal adskilles tydeligt fra fængsling som en straf for en kriminel handling.

- De danske myndigheder bør tage de nødvendige skridt for at fjerne alle fængselslignende forhold på Ellebæk.

Menneskerettighedsorganisationen Dignity er ikke overrasket over kritikken af Ellebæk. Dignity er én blandt flere danske organisationer, der giver input til torturkomitéens rapport.

Juridisk seniorrådgiver i organisationen Elna Søndergaard bakker op om kritikken.

- Det er en række kritikpunkter, som vi mener, Danmark bør tage alvorligt, siger hun til Ritzau.

Hun håber på, at det giver anledning til, at danske myndigheder og politikere går i dialog om, hvordan praksis og love skal ændres.

- For at være sikker på, at der ikke er nogen mennesker, som risikerer at blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling i Danmark, siger hun.

I Ellebæk placerer man afviste asylansøgere, der ikke vil rejse hjem. Udlændingeloven gør det muligt at benytte "motivationsfremmende frihedsberøvelse."

De danske myndigheder er ikke tvunget til at rette ind efter kritikken. Men CPT opfordrer danske myndigheder til at ændre forholdene.

Foruden besøget på Ellebæk har CPT også været omkring en række fængsler, hvor blandet andet Enner Mark Fængsel roses for, at de indsatte kan arbejde og engagere sig i aktiviteter.

Men komitéen bider mærke i at flere indsatte i danske fængsler må tilbringe mellem 21 og 23 timer om dagen i deres celler ofte i måneder i træk og endda nogle gange år.

- Dette drakoniske regime skal ændres, lyder det i rapporten.

CPT noterer sig dog, at Ellebæk er forbedret siden det seneste besøg for fire år siden, hvor det lød fra Hans Wolff, som ledede delegationen bag rapporten, at Ellebæk var decideret uegnet for mennesker.

Torturkomitéen understreger også, at den "høje frekvens og lange varighed" af bæltefikseringer i psykiatrien er bekymrende.

CPT anerkender dog, at der bliver foretaget en lang række forebyggende tiltag, og at myndighedernes bestræber sig på at reducere brugen af bæltefikseringer.

- Disse bestræbelser skal fortsætte, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT