FCM vil spille med mod i svær udekamp mod Porto
Storholdet FC Porto står torsdag aften over for FC Midtjylland, men det danske hold skal ikke være passivt.
FC Midtjylland skal ikke lade sig skræmme af den niveauforskel, der på papiret kan være i torsdagens udekamp mod FC Porto i Europa League.Tværtimod skal det danske mesterhold gå ind til opgøret med rank ryg, understreger FCM-træner Thomas Thomasberg på et pressemøde.
- Vi skal spille med mod og turde udfordre dem, fordi ellers kommer vi til at forsvare for meget i løbet af kampen, siger han ifølge FC Midtjyllands hjemmeside.
FC Midtjylland fik en god start på turneringen med en uafgjort og to sejre i de tre første kampe. Siden er det blevet til to nederlag, og det europæiske mørke, som de dårligste 12 pladser fører til, kommer nærmere.
- Vi er taget herned for at spille vores chance og forhåbentlig slutte året godt af, så vi europæisk er et eller andet sted, hvor vi har så store muligheder som muligt for at gå videre.
- Ligegyldigt resultatet bliver det ikke afgjort over den her kamp, men vi sigter efter at lave minimum tre point i løbet af de sidste tre kampe, siger Thomas Thomasberg.
Både FC Midtjyllands analyseafdeling og Thomasberg selv har brugt meget tid på at se Portos kampe. Og særligt på hjemmebane er det portugisiske storhold stærkt, konstaterer træneren.
- De er individuelt stærke, og selv om de kun har vundet én af de sidste seks, er det et hold, der har høj klasse på en del positioner, lyder vurderingen fra den tidligere midtbanespiller.
FC Midtjylland er nummer 20 i Europa League med syv point - tre pladser foran FC Porto, der har to point færre.
/ritzau/