Regeringen fjerner Israels indflydelse fra tostatspolitik

4. SEP 2025 • 17:38ERHVERV/POLITIK

Lars Løkke varsler, at regeringen ikke længere vil behøve Israels accept af Palæstina for at anerkende stat.

Den danske regering vil kigge med friske øjne på sin tostatspolitik og skrive Israels indflydelse ud af ligningen.

Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til en række medier torsdag.

I dag er det en præmis for regeringens tostatspolitik, at Israel anerkender en palæstinensisk nabostat.

Det vil regeringen dog gå bort fra i lyset af Israels seneste krigshandlinger i Gaza.

- Sådan som vi har formuleret vores tostatspolitik, der er det de facto Israel, der sidder med den bestemmende indflydelse på, om Danmark skal anerkende. Den vetoret kan vi ikke give Israel, når vi iagttager, hvad der sker. Den vetoret bliver vi nødt til at ophæve, siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

Danmarks tilgang til tostatsløsningen har været rodfæstet i Udenrigsministeriet i årtier.

Udenrigsminister Løkke understreger, at den nye melding ikke betyder, at regeringen nu anerkender Palæstina som en stat.

For at regeringen vil gøre det, skal der være en reelt funktionsdygtig palæstinensisk stat, og det er der ikke på nuværende tidspunkt, har regeringen løbende sagt.

Til gengæld vil regeringens nye position betyde, at man ikke længere er afhængige af Israels vurdering af Palæstina for at foretage anerkendelsen.

- Vi har i virkeligheden givet den israelske regering vetoret over, hvornår vi anerkender Palæstina, og det går ikke. Derfor ophæver vi nu det israelske veto, siger Lars Løkke Rasmussen til DR.

Den israelske regering har klart signaleret, at man ikke er interesseret i en tostatsløsning.

Samtidig har Israel intensiveret sin krigsførelse i Gaza-striben med store humanitære konsekvenser.

Regeringen har i den seneste tid skruet op for fordømmelsen af krigshandlingerne, hvor både statsministeren og udenrigsministeren har kritiseret Israel.

Lars Løkke Rasmussen og statsminister Mette Frederiksen (S) har gennem krigens forløb været tydelige omkring, at de endnu ikke ser nogen mening med at anerkende en palæstinensisk stat, selv om flere europæiske lande har gjort det.

- Anerkendelse lige nu og her bliver en symbolsk handling, som ikke flytter noget på landjorden, har Lars Løkke Rasmussen tidligere sagt.

Regeringens nye position bliver mødt med lunken begejstring af SF:

- Regeringen bevæger sig med ganske små skridt, men gør det i den rigtige retning. Nu mangler vi bare, at regeringen tager den fulde konsekvens og anerkender Palæstina som selvstændig stat, siger Karsten Hønge, udenrigsordfører for SF, til DR.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT