Regeringen vil til bunds i angreb mod Dansk Flygtningehjælp
Der er behov for at få klarlagt motiver bag angreb mod Dansk Flygtningehjælps indsats, siger statsministeren.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ser med stor alvor på det bombeangreb, som Rusland torsdag har foretaget mod en minerydningsaktion fra Dansk Flygtningehjælp i Ukraine.Nu er der behov for at få klarlagt årsagerne og detaljerne bag angrebet, der har dræbt to og såret tre.
Det fortæller Mette Frederiksen til TV 2 News, kort efter at nyheden om angrebet er kommet frem.
- Når sådan noget sker, og Dansk Flygtningehjælp er involveret, har vi behov som dansk regering og også EU til at finde ud af, hvad årsagen til det er, siger hun.
Statsministeren understreger, at detaljer og bevæggrunde om angrebet endnu er ukendte.
- Det er først og fremmest forfærdeligt. Det vi ved, er, at der er flere døde og sårede. Vi kender ikke alle omstændighederne omkring det her. Men det viser først og fremmest noget om brutaliteten fra russisk side, siger Mette Frederiksen til TV 2 News.
Torsdag eftermiddag kunne den lokale guvenør Tjernihiv-regionen i Ukraine, Vjatjeslav Anatolijovytj Tjaus, berette om et angreb mod en minerydningsaktion i regionen.
Det er Dansk Flygtningehjælp, der står for indsatsen, og der er ifølge de ukrainske meldinger blevet dræbt to ansatte, mens tre er sårede.
- Russerne har bevidst angrebet medarbejdere fra Dansk Flygtningehjælps humanitære minerydningshold. To personer er blevet dræbt, skriver guvernøren på sociale medier ifølge AFP.
Det fremgår ikke, hvilken nationalitet de to mineryddere har.
Dansk Flygtningehjælp har flere hold, som rydder miner og ueksploderet ammunition i krigshærgede områder i det nordøstlige Ukraine.
På organisationens hjemmeside fremgår det, at Dansk Flygtningehjælp har mere end 200 medarbejdere i Ukraine.
Dansk Flygtningehjælp har bekræftet angrebet, men organisationen har endnu ikke meldt noget ud om antallet af dræbte, sårede eller deres nationaliteter.
Torsdag aften melder også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sig på banen med fordømmelse af angrebet.
- Rystet over det russiske angreb, der ramte Dansk Flygtningehjælp i dag, skriver han på det sociale medie X.
- Fordømmer på det kraftigste alle aggressionshandlinger mod humanitære hjælpearbejdere. Endnu et bevis på, at Putin ikke har til hensigt at afslutte sin ulovlige angrebskrig.
/ritzau/