Superligaklubber får grønt lys til ansigtsgenkendelse
Alle 12 klubber i Superligaen har fået tilladelse til at bruge ansigtsgenkendelse til at spotte ballademagere.
Alle 12 klubber i Superligaen kan nu bruge ansigtsgenkendelse i deres jagt på fodboldbøller.Det fremgår af Datatilsynets hjemmeside, hvor man meddeler, at tilladelsen er givet efter en ansøgning fra Divisionsforeningen i oktober 2024.
Indtil nu har kun Brøndby og FC København haft tilladelse til at bruge ansigtsgenkendelse til deres hjemmekampe.
Brøndby har haft den i mere end fem år og fik den udvidet i 2023, mens FCK fra starten af 2025 har gjort brug af metoden. I juni meddelte mesterklubben, at det i første halvår førte til opdagelse af 44 personer, der havde forbrudt sig mod ordensreglementet.
Datatilsynet har til gengæld afvist Divisionsforeningens ansøgning om brug af ansigtsgenkendelse i 1. division, da det ikke "er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser", lyder det.
Også brug af ansigtsgenkendelse til landskampe på andre stadionerne end Parken og Brøndby Stadion, der havde tilladelse i forvejen, er blevet afvist. Der kan dog søges om tilladelse, hvis behovet opstår.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere fremsagt ønske om godkendelse af ansigtsgenkendelse i forbindelse med fodboldkampe, og Divisionsforeningen kaldte sidste år dialogen med myndighederne "fornuftig".
Direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, fremhævede samarbejdet omkring "indgangspartier" som et eksempel, hvor myndighederne skal være behjælpelige.
Det vil blandt andet sige muligheden for at spotte og afvise ballademagerne.
- Vi er nødt til at have et samarbejde med myndighederne om at håndtere det niveau, som en situation kan eskalere til, når man skal afvise folk - og i særdeleshed flere folk på en gang, sagde Thomsen sidste år.
Her slog han samtidigt fast, at ansigtsgenkendelse er en del af en større pakke i kampen mod fodboldbøller.
Den tæller også et nationalt register og den såkaldte "fodboldhåndbog", som politiet har som værktøj i sit arbejde. Her er der blandt andet retningslinjer for at føre dialog med klubber og fans både før og efter kampe.
/ritzau/