Regnen væltede ned over Le Mans: Safety car løb tør for benzin

16. JUN 2024 • 08:02SPORT

Michael Christensens team tog en dårlig beslutning og faldt langt ned i feltet i løbet af en kaotisk nat.

Vandet er natten til søndag væltet ned over racerbanen i Le Mans, så man er ikke gået glip af alverden, hvis man har prioriteret skønhedssøvnen over det legendariske racerløb.

I flere timer har bilerne trillet afsted efter safety car. Faktisk så længe, at de Porscher, der agerer safety cars, er løbet tør for benzin flere gange.

I skrivende stund regner det ikke synderligt i Le Mans, men banen er stadig så våd, at løbsledelsen efter flere timers safety car først nu - cirka klokken 08.00 - er ved at sætte løbet i gang igen.

En smule drama var der dog tidligt på natten.

Michael Christensens Porsche i kongeklassen, Hypercar, var kortvarigt oppe som løbets nummer et, men det var en stakket frist.

Årsagen var nemlig, at alle andre biler kørte i pit for at få regnvejrsdæk på. Porsche valgte at blive på banen med tørvejrsdæk, og det blev skæbnesvangert.

Hurtigt kunne man se, at Frédéric Makowiecki, der sad i bilen på det tidspunkt, ikke kunne holde fart i sin Porsche, og hurtigt mistede han førstepladsen igen.

Faktisk faldt bilen helt ned som nummer 11 og er søndag morgen på tiendepladsen.

Bedste dansker lige nu er Nicklas Nielsen i Ferrari. Han og hans hold er på tredjepladsen med otte timer til løbets afslutning.

Sejren er sågar inden for rækkevidde. Fra morgenstunden er danskeren i bilen og ligger lige i halen af de to forreste biler, kort før løbsledelsen trækker den sidste safety car af banen.

I den næstbedste klasse, LMP2, var rutinerede David Heinemeier Hansson oppe som nummer to, men i løbet af natten faldt han langt tilbage efter at have kørt i gruset to gange.

I LMP2 er Malthe Jakobsen bedste dansker på en øjeblikkelig andenplads.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT