Real Madrid straffer kamphaner med millionbøder

8. MAJ 2026 • 19:18SPORT

Der bliver ikke en sportslig straf til Federico Valverde og Aurélien Tchouaméni, som slipper med bøder.

Real Madrid har valgt at straffe Federico Valverde og Aurélien Tchouaméni med en bøde på hver 500.000 euro. Det svarer til 3,7 millioner kroner. Det oplyser Real Madrid fredag på sin hjemmeside.

Dermed slipper de to midtbanespillere for at blive udelukket i en eller flere kampe, efter at stjerneduoen har beklaget deres opførsel over for klubben.

Real Madrid, som havde indledt en disciplinærsag mod de to spillere torsdag, uddyber fredag ikke, hvad de to spillere er straffet for.

En efterforsker har undersøgt, hvad der er sket mellem de to spillere de seneste dage. Og de skulle fredag stå skoleret foran efterforskeren og har begge accepteret bødestraffen.

- Til mødet udtrykte spillerne anger for det, der var sket og undskyldte over for hinanden. De beklagede over for klubben, deres holdkammerater, trænerstaben og fansene, oplyser Real Madrid.

Flere spanske medier har i detaljer beskrevet, at de to spillere har været oppe at toppes i de seneste dage.

Marca og AS skrev torsdag, at Valverde blev slået i hovedet af Tchouaméni. Valverde pådrog sig en flænge i hovedet i forbindelse med faldet og skulle sys med flere sting på hospitalet.

Tchouaméni har fredag beklaget i en længere besked på Instagram, men han kommer ikke ind på detaljerne i bataljerne mellem de to kamphaner.

- Det, der er sket til træning i denne uge, er uacceptabelt. Det siger jeg med tanke på det eksempel, vi forventes at sætte for unge mennesker både i skolen og til fodbold, lyder det fra franskmanden.

Valverde afviste torsdag på Instagram, at han er blevet slået af holdkammeraten. I stedet skulle han ved et uheld have slået hovedet mod et bord.

Hovedskaden er så slem, at Valverde går glip af flere kampe. Real Madrid meldte torsdag Valverde ude i 10 til 14 dage med en hovedskade.

Dermed kan Valverde i første omgang ikke være med i søndagens El Clásico ude mod FC Barcelona i La Liga.

Det kan Tchouaméni til gengæld, da den franske midtbanespiller ikke er blevet straffet med en intern karantæne.

Real Madrids kamp mod Barcelona på Camp Nou fløjtes i gang søndag klokken 21.00.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT