Ehlers cementerer Carolina-sejr og er tæt på semifinale

8. MAJ 2026 • 05:44SPORT

Carolina Hurricanes fører 3-0 i kampe mod Philadelphia Flyers og mangler kun én sejr for at booke semifinale.

Nikolaj Ehlers, Frederik Andersen og resten af Carolina Hurricanes er snublende tæt på en semifinale i slutspillet i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Natten til fredag vandt klubben det tredje opgør i træk over Philadelphia Flyers og fører dermed 3-0 i kampe.

Hvis Carolina vinder det næste opgør, går de videre i finalerunderne, da der spilles bedst af syv opgør.

30-årige Ehlers kom selv på måltavlen og scorede det sidste mål i opgøret til 4-1. Kampen blev spillet i Philadelphia.

Den målfarlige nordjyde blev spillet helt fri foran Philadelphias mål i et kontraangreb i tredje periode og kunne sikkert sende pucken ind bag hjemmebaneholdets tjekkiske målmand.

Det er anden kamp i træk, at Ehlers kommer på måltavlen for Carolina.

Frederik Andersen vogtede målet for Carolina og fik en redningsprocent på over 94.

Hvis Carolina Hurricanes går videre til semifinalerne i NHL-slutspillet, skal de enten møde Buffalo Sabres eller Montreal Canadiens.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT