Aalborg henter Ehlers hjem som udviklingschef og assistent

8. MAJ 2026 • 11:17SPORT

Ishockeyklubben Aalborg Pirates har sikret sig Heinz Ehlers som udviklingschef i den kommende ligasæson.

Heinz Ehlers skal være udviklingschef og assistenttræner for den danske ishockeyklub Aalborg Pirates.

Ehlers skal være med til at bringe fremtidens spillere frem i et professionelt træningsmiljø i tæt samarbejde med moderklubben Aalborg Ishockey Klub.

Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.

- Heinz er det største trænernavn overhovedet i dansk ishockey. Han har arbejdet i mange år på absolut højeste niveau. Alle er steder, hvor der er store krav til indstilling og professionalisme, siger sportschef Ronny Larsen fra Aalborg Pirates.

Efter to årtier, hvor Heinz Ehlers har været i schweiziske klubber og stået i spidsen for det danske A-landshold, vender den kommende udviklingschef nu hjem til klubben i Aalborg.

Både som aktiv spiller og i starten af sin trænerkarriere var Ehlers i Aalborg.

- Det er kun, fordi han har hjertet med i klubben og i vores projekt, for ellers er det ikke et navn, som vi havde en chance for at kunne tiltrække, lyder det fra sportschefen.

Som assisterende træner for førsteholdet skal Ehlers arbejde tæt sammen med den nye svenske cheftræner, Daniel Johansson, som klubben permanent forfremmede fra assistent tidligere på ugen.

- Jeg indledte denne sæson i Schweiz som assisterende træner for Eric Himelfarb i EHC Basel, og jeg har tidligere også været assistent på landsholdet. Rollen er anderledes end cheftrænerfunktionen, men den tiltaler mig.

- Jeg ser et cheftrænertalent i Daniel Johansson. Hvis jeg på nogen måde kan være med til at hjælpe hans karriere på vej, samtidig med at vi fejrer succeser med Pirates, vil det være mig en ære, siger Heinz Ehlers i meddelelsen.

For Aalborg Pirates er navnet Ehlers langt fra ukendt. Som kommende udviklingschef skal Heinz Ehlers arbejde for den klub, hvor hans søn NHL-profilen Nikolaj Ehlers er hovedaktionær.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT