Politiet sigter tre tilskuere for racisme efter topkamp

8. MAJ 2026 • 13:27SPORT

To tilskuere fra AGF og en fra FC Midtjylland sigtes for at overtræde straffelovens såkaldte racismeparagraf.

Sagen om angiveligt racistiske tilråb under superligatopkampen mellem AGF og FC Midtjylland i april får nu yderligere konsekvenser.

To tilskuere fra et afsnit med AGF-fans har fået to års karantæne af klubben, og en tilskuer fra udebaneafsnittet er blevet tildelt "en længerevarende" karantæne af FCM.

Men alle tre er nu også blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 266b, der populært også kaldes racismeparagraffen.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport fra fredag.

Det drejer sig om en 74-årig mand og en 24-årig mand med tilknytning til AGF og en 35-årig mand med tilknytning til FCM.

- Vi tager skarp afstand fra episoderne, og vi tager racismesager meget alvorligt. En superligakamp er ikke et fristed for at begå kriminalitet og udsætte andre mennesker og spillere for racistiske bemærkninger.

- Når man går til fodboldkamp, skal man kunne have det både sjovt, trygt og festligt - og derfor er vi også glade for, at tre personer nu er blevet sigtet, siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Politiet indledte sin efterforskning efter at være blevet gjort bekendt med tilråbene via klubbernes udmeldinger. Ordensmagten roser desuden begge klubber for at have ageret hurtigt og for at være samarbejdsvillige.

Ifølge AGF var tilråbene fra klubbens afsnit "perker" og "tyrkersvin", mens det ikke er lykkedes at finde frem til en person, der råbte "gorilla" mod udeholdets Kevin Mbabu.

AGF har desuden oplyst, at den gæstende tilskuer råbte blandt andet "skrid hjem, abekat", "jødesvin" og "perkerelsker" og sendte nazihilsner i retning af et AGF-afsnit.

Helt konkret straffer paragraf 266b blandt andet udtalelser, hvorved "en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges" på grund af "race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse".

Strafferammen går fra bøde og op til to års fængsel.

Det fremgår ikke af politiets døgnrapport, hvordan de pågældende fans forholder sig til sigtelserne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT